Kommune bygger ny skole frem for at renovere
I stedet for at totalrenovere en gammel skole har Guldborgsund Kommune valgt at bygge en ny
- Selve renoveringen og tilbygningen af Ejegodskolen, som man på et tidspunkt havde i tankerne, ville beløbe sig til godt 100 mio. kroner. Derfor valgte man at se sig om efter andre muligheder, fortæller teamleder Søren Petersen fra Ejendomme og Projekt i Guldborgsund Kommune.
Han påpeger desuden, at der vil være penge at spare på den nye skoles generelle energiforbrug i forhold til de to gamle skoler. Den nye skole skal leve op til regeringens 2020-krav.
Det er Nørre Skole og Ejegodskolen, der skal slås sammen til en tre-sporet skole til omkring 800-900 elever som led i en skolestrukturreform.
Guldborgsund Kommune har netop udbudt en totalentreprisekonkurrence, hvor fem teams bestående af både arkitekter, entreprenører og ingeniører skal kæmpe om opgaven.
Fristen for at anmode om prækvalifikation er d. 29. august klokken 12.
- Den udbudsform er valgt for at holde dørene åbne så længe som muligt, og så vil vi gerne have nogle forslag ind til at lave en tre-sporet skole, som samtidig rummer mulighed for at udvide til en eventuel femsporet skole, siger Søren Petersen.
Muligheden for på længere sigt at udvide skolen ved at bygge til skal være dér for at fremtidssikre skolen, hvis elevtallet skulle vokse.
Campusområde
Den nye skole skal opføres på et areal, hvor der nu ligger et amtsplejecenter, som skal nedrives.
Nedrivningen af de eksisterende bygninger indgår også i det vindende teams opgave.
Den nye skole, som forventes at få et areal på omkring 9.400 kvm, vil blive del af et campusområde.
- Den bliver nabo til gymnasiet og til vores Celf - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster, så det bliver et helt campusområde. Derudover ligger Nykøbing-hallerne tæt ved, så den nye skole skal ikke rumme store idrætsfaciliteter, fortæller Søren Petersen.
Totalentreprisekonkurrencen vil foregå i løbet af efteråret, og Guldborgsund Kommune forventer at indgå kontrakt med et team inden udgangen af 2013.
1. april til næste år forventer kommunen, at byggeriet af den nye skole kan gå i gang.
I forbindelse med byggeriet af den nye skole skal der også laves trafikale løsninger omkring skolen for 40 mio. kroner. Den opgave vil kommunen udbyde på et senere tidspunkt.