23948sdkhjf

Eksport redder salg af byggematerialer

Salget af byggematerialer steg 5,3 procent hen over sommereren ikke mindst takket være eksportmarkederne
Den danske omsætning på byggematerialer lider fortsat under den lave byggeaktivitet herhjemme.

I perioden juni til august faldt den indenlandske omsætning i byggematerialebranchen med 1,4 procent i forhold til de foregående tre måneder, og kun takket være fremgang på eksportmarkeder kommer den samlede byggematerialebranche ud med skindet på næsen.

Det fremgår af et helt nyt konjunkturbarometer fra DI Byggematerialer, som viser en samlet omsætningsstigning på 5,3 procent i perioden juni til august hos de danske byggematerialeproducenter i forhold til de foregående tre måneder.

Den samlede stigning skyldes især, at eksporten af byggematerialer er steget med 11,4 procent, og som hidtil aftager Tyskland langt den største del af danske byggematerialer med en samlet eksport til Tyskland på 17 procent.

Lavt niveau

Men den meget lave byggeaktivitet i Danmark er fortsat en stor hæmsko for byggematerialeproducenterne, som lider under, at antallet af byggetilladelser er på et lavt niveau, ligesom det påbegyndte byggeri er lavt.

- Byggeriet i Danmark er desværre stadig på et meget lavt niveau. Det skyldes i høj grad at nybyggeriet er gået fuldstændigt i stå, mens renoveringsmarkedet klarer sig nogenlunde. Vi ser dog tegn på en stabilisering af boligmarkedet herhjemme, og heldigvis holder eksporten hånden under byggematerialeproducenterne. Det er meget positivt i disse tider. Men selvom det går godt med eksporten, er det ikke godt nok. Vi kan desværre se, at vi taber markedsandele på vores nærmarkeder, som også er de største markeder, siger konsulent Bjarke Fjeldsted fra DI Byggematerialer.

Stort fald af betonvarer

I Danmark skyldes nedgang i omsætningen primært, at salget inden for betonindustri og teglværker er faldet med 7,7 procent til godt fire mia. kroner fra juni til august, mens den forholdsvis lille delbranche, metalfremstilling, er faldet med godt 13 procent til 1,2 mia. kroner. Til gengæld er det danske salg inden for metalvareindustrien steget med godt én procent.

Byggematerialebranchens produktion bliver primært brugt som input i andre brancher, hvor bygge og anlæg samt industri er de klart største aftagere. Den indenlandske omsætning inden for byggematerialer er derfor afhængig af den generelle konjunktursituation inden for disse brancher, påpeger DI Byggematarialer samtidig.

Konjunkturbarometret vedrører hele branchen og ikke kun virksomheder, der er medlem af DI Byggematerialer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125