23948sdkhjf

Ønske om adgangskrav til vvs- og el-uddannelserne

Arbejdsgiverønske om adgangskrav til visse erhvervsuddannelser bliver skudt ned af lønmodtagerorganisationerne
Der skal stilles særlige adgangskrav til visse erhvervsuddannelser, blandt andet elektriker- og vvs-uddannelserne.

Det mener installatørernes organisation Tekniq. Adgangskravene skal dels tiltrække dygtigere unge, dels generelt give erhvervsuddannelserne et bedre image. De implicerede fagforbund skyder imidlertid ideen ned.

- Erhvervsuddannelserne har efterhånden fået et trist image, og det er ganske uretfærdigt. Der er brug for en indsats, så vi kan komme væk fra en situation, hvor det nærmest opfattes som en falliterklæring, hvis man som ung ikke begynder på gymnasiet og må nøjes med en erhvervsuddannelse. Der bliver brug for dygtige faglærte håndværkere i fremtiden, og derfor er det nødvendigt med øget fokus på erhvervsuddannelserne, siger Søren Skræddergaard, formand for Tekniq.

Rivende udvikling

Han fremførte kravene om adgangskrav på Tekniq’s netop afviklede generalforsamling.

- Det handler meget om at få politikerne til at ændre syn på erhvervsuddannelserne. De kan ikke kombinere erhvervsuddannelser i verdensklasse med garanti om, at alle kommer igennem uanset evner. Vi skal i højere grad tilstrække nogle af de skrappe drenge. Derfor vil vi arbejde for, at der kommer et adgangskrav til de udddannelser, hvor der stilles særligt høje krav til de unges forudsætninger, og det mener vi er tilfældet med både elektriker- og vvs-uddannelserne. Ikke mindst inden for de tekniske fag sker der en rivende udvikling, der stiller større og større krav til de unges færdigheder, blandt andet til matematik, siger Søren Skræddergaard.

Han siger, at adgangskravet nødvendigvis må baseres på karakterer, men man ikke har lagt sig fast på hverken niveau eller model. Det samme er tilfældet med en ide om at der på skolerne udvikles et såkaldt talentspor, hvor det faglige niveau er højere.

- Hovedtanken er, at det skal bidrage til at tiltrække og udfordre de dygtigste af vores lærlinge. Vi er naturligvis parat til at diskutere, hvordan man kan udvikle et sådant spor og hvor man i øvrigt kan styrke erhvervsuddannelserne og deres image.

Dårlig ide

Henrik W. Petersen, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, er enig i ønsket om at tiltrække flere såkaldt stærke unge til vvs-uddannelsen, men så hører enigheden også op.

- Som udgangspunkt er det en dårlig idé at udelukke nogen fra starten på grund af for dårligere karakterer. Vi har på vvs-uddannelsen fem forskellige linjer, hvor der stilles forskellige krav, og hvor der derfor er forskellige muligheder for at blive en dygtig håndværker uanset om man har de bedste boglige færdigheder. Det vil derfor være at skyde over målet, hvis man begynder med at afskære nogen, siger Henrik W. Petersen.

Forbundssekretær Benny Yssing fra Dansk El-Forbund mener ikke, der er behov for at stramme adgangskravene.

- Det er allerede i dag et krav, at du har bestået matematikken på grundforløbet for at kunne komme ind på elektrikeruddannelsens hovedforløb, men det vil være forkert at lave en barriere allerede ved indgangen til grundforløbet, fordi nogle af de såkaldt svage lærlinge sagtens kan vise sig at blive meget dygtige håndværkere, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079