Roskilde melder totalt udsolgt
Udsolgt på dyrskue, bortset fra én enkelt stand på Sjællands største entreprenørudstilling
Sådan lyder status fra chefen for maskinudstillingen på Roskilde Dyrskue, maskinkonsulent Hans Henning Sørensen, umiddelbart inden det går løs. Fredag, lørdag og søndag bydes indenfor til Danmark største dyrskue og Sjællands største entreprenørudstilling på dyrskuepladsen i Roskilde.
Det er 44. gang, der bydes til dyrskue i Roskilde. Gennem de seneste mange år har Hans Henning Sørensen kunnet se maskinudstillingen vokse stille og roligt. Og ikke mindst den del med maskiner til entreprenørbranchen og den grønne sektor.
Jyderne kommer
- Det er rigtigt, at Roskilde Dyrskue er blevet til Sjællands største faste entreprenørudstilling. Staldinventar og staldindretning er blevet mindre og mindre og entreprenørmaskinerne mere og mere. For 10-12 år siden oplevede vi et dyk, men det var kortvarigt. Og selv under krisen kom maskinudstillerne trofast igen år for år og ønskede samme størrelse stande som tidligere, fortæller Hans Henning Sørensen.
Også mange jyske maskinfirmaer tager turen til Roskilde for at vise frem og få en snak med potentielle kunder.
- Det gælder firmaer med maskiner både til entreprenørerne, den grønne sektor og landbruget. Flere af de jyske udstillere har fortalt mig, at Roskilde er et godt sted at gøre en handel. Her tygger kunderne ikke så lang tid på sagen, inden de beslutter sig, siger Roskildes maskinchef.
Vejret afgørende
Hans Henning Sørensen er selv ved at være en af veteranmaskinerne på Roskilde Dyrskue. Han var med for første gang på et stort hold af maskinkonsulenter i 1976. Siden 1984 har han været manden med ansvaret for maskinudstillingen.
- Heldigvis ligner det noget med godt vejr i dyrskuedagene. Sidste år oplevede skuet et dyk i besøgstallet, og der er ingen tvivl om, at det var dårligt vejr specielt om fredagen, der kostede mange besøgende, vurderer Hans Henning Sørensen.
Totalt besøgte 79.155 Roskilde Dyrskue anno 2012. Det sved voldsomt, og ikke mindst i forhold til rekordåret 2011, da 97.085 besøgende gik igennem tælleapparaterne. Det store dyk på cirka 17.000 gæster var netop på skuets første dag, som elendigt vejr næsten halverede fra 34.697 i 2011 til 17.805 i fjor.