23948sdkhjf

Arkitektforbundet stævner Ankestyrelsen

Forbund går til domstolene med afvisning af psykisk lidelse som erhvervsbetinget sygdom
Arkitektforbundet har stævnet Ankestyrelsen i en arbejdsskadesag om psykisk arbejdsmiljø. Styrelsen har afvist anerkendelse af en psykisk lidelse som erhvervssygdom stik imod alle involverede lægefaglige eksperters vurderinger.

Det oplyser Arkitektforbundet på sin hjemmeside.

Et medlem, der var ansat som arkitekt i en ledende stilling, blev i langt over et år udsat for så psykisk belastende arbejdsforhold, at medlemmet har fået en kronisk, psykisk lidelse i form af depression.

Ifølge Arkitektforbundet har medlemmet som følge af organisatoriske ændringer været udsat for en betydelig usikkerhed omkring sin arbejdssituation uden anerkendelse af arbejdsområder og opgaver.

Endvidere har medlemmet været udsat for en vedvarende betydelig arbejdsmængde, herunder massivt overarbejde, og en udtalt oplevelse af manglende støtte fra ledelsens side, og som har medført en stor uforudsigelighed og manglende kontrol i arbejdet.

Alle involverede lægefaglige eksperter vurderer ifølge forbundet, at de svære arbejdsmæssige belastninger har medført den psykiske sygdom.

Sagen blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, som ikke ville anerkende den psykiske sygdom som en arbejdsbetinget lidelse og fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, som er det udvalg, der rådgiver Arbejdsskadestyrelsen i sager, hvor en sygdom ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Stik imod alle eksperter

Arkitektforbundet klagede til Ankestyrelsen, som kom til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen vurderede, at de forhold medlemmet havde været udsat for, ikke havde været så ekstraordinært belastende, at det kunne føre til anerkendelse af en erhvervsbetinget sygdom.

Arkitektforbundet forstår ikke styrelsernes afgørelser.

- Det kan ikke være rigtigt, at de belastninger vort medlem har været udsat for ikke skulle være ekstraordinære. Samtlige lægefaglige personer, der har været involveret i sagen, har entydigt konkluderet det samme. Nemlig at der er en klar sammenhæng mellem de arbejdsbelastninger medlemmet har været udsat for og udviklingen af den psykiske sygdom. Vi er nu spændt på Retslægerådets vurdering, siger Tine Trabolt, jurist i Arkitektforbundet.

Arkitektforbundet håber på, at sagens domstolsprøvelse vil gøre op med hvad man betegner som Ankestyrelsens tvivlsomme praksis.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093