Teknikentreprenør satser nordjysk
Lindpro udvider forretningsområderne i Nordjylland til at omfatte vvs- og servicekoncepter til virksomheder
Til at drive denne udvikling har Lindpro ansat John Lind som afdelingsleder pr. 1. oktober. John Lind kommer fra en stilling som adm. direktør ved Nordelektro A/S i Aalborg. Med sine solide kompetencer inden for udvikling af servicekoncepter til industri- og erhvervsvirksomheder bliver han drivkraften bag at udvikle Lindpro til en stærk aktør inden for dette område.
- Mange leverandører tilbyder efterhånden facility services, men når det kommer til service på industrianlæg og produktionsudstyr, er der ikke mange, der har de tekniske kompetencer, der skal til. Det har vi i Lindpro, siger John Lind.
Med åbningen af en VVS-afdeling i Aalborg kan Lindpro nu desuden tilbyde sine kunder hurtig udrykning til akutte tekniske opgaver af enhver art i hele Jylland og et større, geografisk spredt mandskab til at sikre landsdækkende kunder endnu bedre service.
Til at varetage dette område har Lindpro pr. 1. november ansat Klaus Eliasen som servicechef med ansvar for VVS, ventilation, køl og sprinkler. Klaus Eliasen kommer fra en stilling som centerchef hos Caverion A/S i Aalborg.
Foruden det landsdækkende samarbejde med Lindpros øvrige VVS-afdelinger i Vejle, Aarhus og København kommer Klaus Eliasen til at arbejde tæt sammen med den tidligere afdelingsleder, Henrik Garder, der fortsætter som servicechef for el og svagstrøm og glæder sig over de mange nye muligheder, udviklingen i afdelingen fører med sig. Sammen skal de to sikre en stærk lokal indsats, der imødekommer kundernes stigende efterspørgsel på totalløsninger især inden for energioptimering.