23948sdkhjf

Rungende nej fra blikkenslagere og malere

Medlemmerne på de overenskomster, som måtte samles op af mæglingsforslaget, har givet et massivt nej
Landets blikkenslagere, vvs-svende og malersvende har sagt rungende nej til mæglingsforslaget. Det er et tydeligt og kraftigt signal om, at de ikke er tilfredse med, at det ikke er lykkedes deres respektive fagforbund at blive enige med arbejdsgivermodparten om en ny overenskomst, og at de i stedet er blevet samlet op af forligsmand Asbjørn Jensens mæglingsforslag.

Det mest massive nej er kommet fra medlemmerne af Blik- og Rørarbejderforbundet, hvor 96,6 procent stemte nej til mæglingsforslaget.

Forbundsformand Max Meyer er ikke i tvivl om, at det massive nej skyldes voldsom utilfredshed med arbejdsgiverne i Tekniq.

- Afstemningsresultatet er et klart signal fra medlemmerne om, at de ikke vil finde sig i arbejdsgivernes ultimative krav og manglende lyst til at forhandle. Det er samtidig en meget tydelig tilkendegivelse fra medlemmerne om, at de bakker os op, og at de er enige med forhandlere og hovedbestyrelse om, at det er godt, at vi har forsvaret vores overenskomst. Vi har en god overenskomst, og vi har værnsbestemmelser, som de andre forbund gerne vi have. Det har vi forsvaret, og det er medlemmerne tilfredse med, siger Max Meyer.

Han er ærgerlig over, at den manglende aftale med Tekniq om en overenskomstfornyelse betyder, at der ikke sker regulering af prislisterne.

- Til gengæld bliver eventuelt nye metoder ikke diskuteret, og hvis de kan forbedre produktiviteten, tager akkordsvendene hele gevinsten, siger han.

45 procent af Blik & Rørs medlemmer på VVS-området har deltaget i urafstemningen. Det er en fremgang på 3,8 procentpoint i forhold til afstemningen i 2012. Det er forbundsformanden meget tilfreds med.

Enighed er bedst

Tekniqs direktør Niels Jørgen Hansen siger, at han ikke er stolt af, at det ikke lykkedes at forhandle en aftale på plads.

- Det ville da have bedre, at vi var blevet enige og havde moderniseret vores akkordbestemmelser, og jeg er overbevist om, at vi kunne have nået et resultat, hvis forbundets forhandlere havde vist sig mere konstruktive. Man skal imidlertid huske, at mæglingsforslaget er kommet i stand med bistand fra både DA og LO, siger han.

Massiv opbakning

Også malersvendene i Malerforbundet har stemt massivt nej til mæglingsforslaget. Godt 88 procent har krydset nej. Det tolker Malerforbundets formand Jørn Erik Nielsen som opbakning til forbundets linje. Overenskomstforhandlingerne med Danske Malermestre brød sammen, da DA ikke kunne godkende elementer til værn mod social dumping, som parterne ellers var blevet enige om.

- Vi anbefalede medlemmerne at stemme nej, fordi vi ikke fik en overenskomst, selv om vi faktisk var enige om, hvad der var bedst for branchen og hvordan vi kan imødegå social dumping. Jeg er meget tilfreds med, at medlemmerne er enige med os, siger han.

Ingen konflikt

Hele 52 procent af Malerforbundets medlemmer deltog i urafstemningen mod 25 procent for to år siden. Det er malerformanden stolt af.

- Det er udtryk for, at vi har arbejdet hårdt for at få stemmeprocenten op og få medlemmerne til at deltage. Vi har ringet til samtlige medlemmer, vi har telefonnummer på, og har opsøgt alle lærlinge ude på de tekniske skoler. Det hårde arbejde har givet resultat, siger Jørn Erik Nielsen.

Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre, tager malersvendenes afstemning til efterretning.

- Alle kender den situation, der opstod under forhandlingerne, hvor der var nogle ting, som ikke kunne lade sig gøre. Vi noterer, at vi er omfattet af mæglingsforslaget og glæder os over, at lønmodtagerne generelt har sagt massivt ja til de nye overenskomster og at vi slipper for konflikt. Det er det afgørende, siger Ole Draborg.

Han kan ikke forestille sig, at det får nogen konsekvenser i det daglige samarbejde mellem organisationerne og ude i virksomhederne, at det ikke lykkedes at forny overenskomsten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11