23948sdkhjf

Udsolgt til verdens største maskinfest

De røde stoplygter lyser hos Bauma i München. Messen er propfuld af de største maskiner, verden kender
Den er verdens største begivenhed af sin art med de fleste og største maskiner på mest plads. Endnu er der over et halvt år, til portene slås op og horderne af maskinfreaks vælter ind. Men hvis nogen stadig skulle sidde et eller andet sted og fedte med en udstiller-tilmelding, så glem det. Samtlige røde stoplygter lyser klart hos Bauma 2013 i München. Verdens største maskinmesse er fuldt booket, og der er også fyldt godt op på ventelisterne.

Bauma-organisationen hos Messe München har ellers hevet gevaldigt i elastikken for at skaffe yderligere plads i forhold til tidligere udgaver af gigant-udstillingen. Når Bauma 2013 åbner mandag den 15. april, bliver det til et nyt rekord-areal på 570.000 kvadratmeter.

Det er det, der her til lands også kendes som 57 hektar. På det kolossale udstillingsområde er det lykkedes at finde yderligere 15.000 kvadratmeter i et nordvestligt hjørne, som ikke var med ved seneste Bauma i 2010.

- Med denne ekstra plads har vi mulighed for at få endnu flere udstillere med, end ved den seneste udstilling. Alligevel er det desværre ikke muligt at imødekomme alle de firmaer, der ønsker at udstille på Bauma, konstaterer Georg Moller, der er direktør for Messe München Internationals udstillingsgruppe.

De helt store

Bauma er messen med de helt store størrelser. Messen afvikles hvert tredje år, og i 2010 var det med 3256 udstillere fra 53 lande på plads på standene. Flere end 420.000 gæster fra mere end 200 lande stævnede til München for at være med i løbet af den uge, udstillingen varer. I sagens natur benytter producenterne af de allerstørste maskiner så også lejligheden til at vise sig frem. Liebherr har gjort sig til næsten legendarisk udstiller med gigantiske minetrucks, der ankommer til udstillingsområdet i dele og simpelthen samles på stedet.

På udstillingen i 2010 løftede Liebherr for første gang sløret for minetrucken T 282 C. Uden læs vejer den 266 tons, og Liebherr gav interesserede valg mellem en 20 cylindret MTU DD 20V4000 motor med 3755 heste – eller at "nøjes" med en 3500 hestes Cumming QSK 78 med 18 cylindre.

Påstanden om, at der var tale om verdens største og mest effektive minetruck står stadig uantastet. Det bliver så spændende at se, hvad Liebherr finder frem af blikfang til Bauma 2013.

Ad vandvejen

Det var også en tysk virksomhed, der rullede ind med en af de andre maskiner i absolut blær-størrelse. Wirtgen samlede også på stedet, efter at have haft den 200 tons tunge knuser 4200 SM Surface Miner undervejs fra fabrikken i Windhagen nær Bonn til München i godt en måned.

På lastbiler blev den kørt til kajen ved Rhinen i Andernach, og derefter blev knuseren sejlet på Rhinen-Main-Danube kanalen til Kelheim. Her flyttede to kæmpekraner maskinen af skibet og over på lastbiler, som med politieskorte bragte den det sidste stykke vej til München.

Den 30 meter lange maskine er ligesom Liebherr-dumperen beregnet til åbne miner. Den knuser op til 12 millioner tons materiale om året. Wirtgen har endnu ikke antydet noget om, hvad der skal stå på kæmpestanden i 2013. Et kvalificeret gæt er, at det bliver noget stort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094