Dansk bygningsarv i Indien er reddet
Et ukendt indisk kapitel i den danske kolonihistorie skal gennemrestaureres og gøres klar for eftertiden. Et stort dansk-indisk projekt i den indiske by Serampore er nu efter netop afsluttet arkitektkonkurrence gået i gang
De to første navne får øjeblikkeligt klokkerne til at ringe hos de fleste: Det var kendte danske kolonier. Men hvad var Serampore?
Det spørgsmål sørger Nationalmuseet, Realdania og en række fonde nu for, at vi får besvaret - og bevaret.
Flere markante bygningsværker fra perioden 1755-1845 er nu i sidste øjeblik blevet reddet, så den gamle handelskoloni i delstaten Vestbengalen, nær det nuværende Calcutta, også for fremtidens indere og danskere kan fortælle den fælles historie.
- Det har taget rigtig lang tid på grund af alle mulige tilladelser, som skulle indhentes. Og selv om Indien har en stærk lovgivning på bevaringsområdet - og de lokale har stor lyst til at beskytte de historiske bygninger - har det været svært i praksis. I Serampore er det nemlig svært at finde ud af, hvem der har det formelle ansvar, siger projektansvarlig på Nationalmuseet, Bente Wolff til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Arbejdet i gang
Hun fortæller, at arkitekt Flemming Aalund, Tegnestuen Raadvad, hun selv og en stribe indiske restaureringsarkitekter har brugt lang tid - også på skype og mail - på at komme til det punkt, hvor man er nu.
Nu er håndværkerne - alle lokale - i gang med koloniens flagskib, Sankt Olavs Kirke og en række andre bygninger, der frem mod 2017 skal sættes i stand, så de igen fremstår som i 1800-tallet, da danskerne købte bomuld, silke, opium og salpeter, mens inderne blev betalt med blandt andet sølv og spiritus.
- Vi har lavet en arkitektkonkurrence på The Denmark Tavern and Hotel, bygget i slutningen af 1700-tallet. Den blev udført blandt 14 prækvalificerede lokale arkitekter, hvoraf fem sendte forslag tilbage. Af dem valgte vi tre til at lave skitseprojektet. Og af de tre blev vinderen Manish Chakraborti, der har sin egen tegnestue, M/s Continuity, fortæller Bente Wolff.
Han har en uddannelse i bevaringsarkitektur fra Delhi og England og er i forvejen godt inde i sagerne: Han er også arkitekt på sydporten og kirken.
- Vi kunnen godt tænke os en udveksling af håndværkere mellem Danmark og Indien. For eksempel er murerhåndværket stadig meget levende. Indien har stadig folk, der kan arbjde med kalkmørtel, vel at mærke det gamle håndværk med strå og melasse, fortæller hun.
Grønne områder
Bente Wolff ønsker sig også udveksling med arkitekter, der skal lave byregistrering og arbejde videre med den nødvendige opmåling for eksempel til arbejdet med fredning i byzoner.
- De lokale er meget glade for de historiske bygninger, fordi der ofte er lidt større grønne områder nær dem, siger hun.
Men hun er ikke i tvivl om, at mange kampe enndu venter:
- Der findes gode love til at bevare kulturarven, men kommunen har ikke kapacitet til at håndhæve lovene. De bliver tromlet af ejendomsudviklere i takt med at byerne vokser.
- Men de lokale er vokset op med de gamle bygninger og ser dem som en del af bybilledet. De holder af dem og af de grønne åndehuller. Derfor har vi håb om at de vil arbejde for at der bliver byudviklet i takt med at kulturarven bliver bevaret, siger hun.
Ukendt kolonihistorie i Vestbengalen
Realdania og Nationalmuseet går sammen om at bevare tidligere danske kolonibygninger og fæstningsanlæg i byen Serampore ved Calcutta i Indien. Byen er opstået omkring en handelsstation i 1755, oplevede sin storhedstid i årene omkring 1800 og fungerede frem til 1845. Handelskolonien blev kaldt Frederiksnagore, opkaldt efter kong Frederik V.
