23948sdkhjf

De sorte pletter skal undersøges

Transportminister Magnus Heunicke (S) holdt åbningstalen, da der i går var trafiksikkerhedsmesse i København. De danske veje skal systematisk gennemgås for sorte pletter, sagde ministeren
Traditionen tro var det landets transportminister, der skød den tredje trafiksikkerhedsmesse i gang, der i bedste trafikstil blev afholdt i DSBs gamle lokomotivværksted i Sydhavnen i København.

Og det blev med et løfte om, at se nærmere på landets mest trafikfarlige steder - de såkaldte sorte pletter - for at gøre dem mindre farlige.

- Noget, der ikke er så meget omtale af, er sorte pletter - eller det man også kalder grå strækninger. Hvis vi fra samfundets side fjerner de sorte pletter fra vejkortet, så kan vi reducere antallet af dræbte og tilskadekomne med 40 procent. Det burde være noget, som der var et folkekrav om, at vi fik gjort. For 40 procent - det er virkelig noget, der ville kunne rykke i forhold til danskernes sikkerhed i trafikken. Men der er ikke noget kæmpestort folkekrav om den sag. Så det må jeg tage på mig, sagde transportminister Magnus Heunicke (S) i sin åbningstale.

Arbejdet er allerede i gang i ministeriet, forsikrede ministeren de tilstedeværende om.

- Lige nu er mine embedsmænd i gang med at lave en systematisk gennemgang af, hvordan man kan komme så langt som muligt med de midler, vi har. De ser også på, hvordan vi kan finde nogle flere midler til systematisk at gennemgå vejene for de sorte pletter, sagde ministeren og kom med en opfordring til branchen:

- Som branche må I også tage det på jer. Selv om det ikke er på forsiden, så er det virkelig noget, der kan redde liv. Hvis vi kan gøre op med de sorte pletter og de grå strækninger. Vi må give et løfte til hinanden om, at det skal vi realisere.

Politisk arbejde

Efter transportministerens oplæg, blev der åbnet for spørgsmål fra tilhørerne, men det blev konferencens ordstyrer, Jette Beckmann, der til daglig er journalist og studievært på P4 Københavns Trafikradio, der stillede det første spørgsmål.

- Du er selv journalist, Magnus Heunicke - hvad ville du spørge dig selv om, ville hun gerne vide.

- Så ville jeg nok spørge mig selv, om der fulgte penge med. Og der vil jeg svare, at vi har nogle puljer til bedre trafiksikkerhed, som man kan søge lokalt. Men sagen er, at de puljer er ved at løbe tør, så derfor skal der nu laves et stykke politisk arbejde i forligskredsen, så der kan findes flere penge. Jeg kan ikke dele penge ud uden at have et politisk flertal, det går ikke. Men når jeg så hører mine kolleger fra de andre partier, så er det et område, vi alle gerne vil prioritere. Den politiske vilje er der, svarede ministeren.

Hovedpuden

Magnus Heunicke understregede desuden, at når det gælder trafiksikkerhed, så skal der ikke hviles på laurbærrene.

- Det er et område, man hele tiden skal have fokus på, og det er et område, hvor vi hele tiden skal arbejde sammen om at skabe forbedringer. Det gælder både myndigheder, organisationer og private virksomheder. Når man ser på kurverne og resultaterne, er det her et område, hvor man kan se en bundlinje. Takket være en målrettet indsats, så er der skabt resultater, som folk her kan være tilfredse med og stolte over. Der har været penge, der har været vilje og der har været bevågenhed. Det går i den rigtige retning. Det værste man nu kan gøre er at lægge sig på hovedpuden og sige, at så er problemet løst. For så kommer de problemer, vi troede vi havde løst pludselig op igen, slog ministeren fast.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093