23948sdkhjf

Skærpede krav til erhvervspas

Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg strammer krav til EU-erhvervspas
Kravene til det erhvervspas, som EU arbejder på at indføre, skal skærpes i forhold til EU-kommissionens oplæg.

Det siger et næsten enigt beskæftigelsesudvalg i Europa-Parlamentet.

Det skal blandt andet fremgå af erhvervspasset, hvilke formelle uddannelser, hvilke træningskurser, og i det hele taget hvilke professionelle kvalifikationer den vandrende arbejdstager tager med sig til arbejde i et andet land.

Udvidelserne vil betyde, at arbejdsgivere og borgere kan vide sig sikre på, om en arbejdstager lever op til nødvendige uddannelseskrav.

- Det her mindsker risikoen for snyderi, og tager sikkerheden alvorligt. Vi kan jo ikke have, at stilladserne falder ned i hovedet på folk, så det er meget glædeligt, at jeg har fået opbakning til mine forslag, siger Ole Christensen (S).

Han har som ordfører på beskæftigelsesområdet stillet en række lovforslag, der forbedrer kontrollen.

- Vi har nu fundet en passende balance mellem hensynet til arbejdskraftens fri bevægelighed og medlemsstaternes mulighed for en sikker og forsvarlig erhvervsudøvelse - det er jeg sikker på, at udvalget for indre marked og forbrugerbeskyttelse og Rådet vil være med til at realisere, siger Ole Christensen.

Beskæftigelsesudvalget har især fokuseret på arbejdstagerspørgsmål. Udvalget for indre marked vil uden tvivl lægge fokus på at gøre det lettere at arbejde grænseoverskridende.

Organisationer bidrager

Ole Christensen har desuden fået igennem, at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer skal bidrage til at forbedre reglerne om anerkendelse på tværs af EU’s grænser. Desuden er en del af det foreslåede regelsæt omkring delvis anerkendelse af uddannelseskompetencer blev strammet.

Det nuværende anerkendelsesdirektiv berører omkring 4.700 lovregulerede erhverv, fordelt i omkring 800 erhvervsgrupper. I Danmark berører direktivet omkring 120 erhverv.

Anerkendelsesdirektivet indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har opnået deres erhvervsmæssige kvalifikationer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078