23948sdkhjf

Et bøvlet generationsskifte

Det var dyrt og bureaukratisk, da tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn A/S gennemgik et generationsskifte
Tømrermester Michael Ancher er tredje generation i Aarhus Kommunes ældste familieejede tømrer- og snedkerfirma, E. Anker & Søn A/S.

Firmaet blev grundlagt i 1945 og ledes i dag af Michael Ancher, der er 58 år. Han overtog virksomheden fra sin far, der overtog firmaet fra bedstefaderen.

Han husker det generationsskifte, som virksomheden gennemgik i 1993 som dyrt, bøvlet og en lang bureaukratisk proces.

- Man bør kunne lempe på det. Den største hurdle er økonomien. For vores vedkommende betød det en stor gæld. Hele virksomheden blev udhulet, og vi måtte låne penge, så vi kunne betale afgifterne. Det betød, at vi begyndte et helt andet sted, end hvor den virksomhed vi overtog i virkeligheden var, fortæller Michael Ancher.

Han mener, det er helt i orden, at staten skal have en afgift, når en virksomhed skifter hænder, men ville ønske, at det kunne gøres billigere.

- Det bliver dyrere og dyrere hver gang, der skal en ny generation til. Det belaster i virksomhedernes økonomi. Derfor håber jeg, at der snart kommer en regering, der tager fat i det her, siger Michael Ancher.

En dag skal E. Anker & Søn A/S på nye hænder. Michael Anchers 22-årige søn er også tømrer, og pilen peger derfor i den retning.

- Vi ser helst, at firmaet kan blive i familien, men et nyt generationsskifte bliver endnu dyrere for min søn, end det var for mig, hvis ikke man gør noget. Ellers må vi på andre hænder, siger han.

E. Anker & Søn beskæftiger omkring 16 medarbejdere og har tre lærlinge. Firmaet har en kundekreds som omfatter offentlige såvel som erhvervs- og private kunder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096