23948sdkhjf

Hvidovre Hospital får 6000 kvm solceller på taget

Hvidovre Hospital følger trenden fra flere andre regionsbygninger med at sætte solcelleanlæg op. Det provokerer mange kommuner
Hvidovre Hospital skal med et nyt stort solcelleanlæg i fremtiden producere 700 MWh årligt og spare omkring en mio. kroner om året i strøm.

Regionsrådet i Hovedstaden bevilgede onsdag hospitalet 20 mio. kroner til en renovering af taget samt opsætning af et solcelleanlæg, der kommer til at fylde 6.000 kvm på det 10.000 kvm store tag, ifølge ing.dk

Hospitalet har endnu kun fået foretaget en screening af projektet og kan derfor ikke præcist angive, hvor stor effekten på anlægget bliver. Først skal den rette entreprenør findes via et EU-udbud. Anlægget skal stå færdigt til foråret 2015.

Flere andre sygehusprojekter er ligeledes langt fremme med tilsvarende planer, omend Hvidovre hører til blandt de mere ambitiøse.

Anlæggets produktion skal afsættes direkte i bygningen under den såkaldte nettomålerordning, så strømmen bliver både gratis og afgiftsfri for hospitalet, der årligt har energiomkostninger for i alt 60 millioner kroner, skriver ing.dk.

Et supplement

Til Licitationen - Byggeriets Dagblad har sekretariatsleder Dorte N. Larsen fra Energiforum Danmark, som har 68 kommuner på medlemslisten, tidligere sagt:

- Det provokerer rigtig mange kommuner, at man på hospitaler og mange andre regionsbygninger sætter en masse solcelleanlæg op uden at skulle modregnes i diverse tilskud eller bevillinger.

Energi- og klimaordfører Jens Joel (S), har her i avisen 28. marts imidlertid forsvaret modregningsreglerne for solceller:

- Det er normalt, at når der er indtægtsvirksomhed i kommunerne, bliver det modregnet. Som princip synes vi, at det er fornuftigt nok, at det skal med ind i regnskabet, hvis kommunerne tjener penge eller har færre udgifter, sagde han.

Projektdirektør for Hvidovre Hospitals byggeafdeling Finn Bloch forklarer til ing.dk, at solcellerne blot bliver et supplement til hospitalets høje strømforbrug, der formentlig vil ligge over anlæggets peak-kapacitet døgnet rundt.

- Vi har jo den fordel, at vi har et meget stort strømforbrug nærmest døgnet rundt, så vi er ikke så afhængige af, at strømmen kun skal bruges på bestemte tider. Forskellen er bare, at vi skifter noget af den ‘sorte’ strøm, vi alligevel bruger, med grøn energi, forklarer Finn Bloch.

Solcelleballade

Energistyrelsen meldte sidste år, at man ville se på problemerne med solceller og modregningsregler med henblik på at finde en løsning. Men den kom aldrig.

- Der er konflikt, fordi Finansministeriet har et ønske om at begrænse udbygningen af solceller, fordi de er bange for, at det vil reducere skatteprovenuet fra energiudgifterne. Vi andre har et ønske om at udvide med vedvarende energi, sagde Per Clausen (EL) til Licitationen - Byggeriets Dagblad i marts 2014.

Det ønske deler Hvidovre Hospital, der nu sætter et 6.000 kvm stort anlæg op.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109