23948sdkhjf

Venstre vil lempe på arveafgifterne

Det er for dyrt for familieejede virksomheder at gennemgå et generationsskifte, mener Venstre, der nu vil lempe arveafgiften
Der skal være bedre rammer for familieejede virksomheder, der ønsker at gennemgå et generationsskifte.

Det mener Venstre, der i forbindelse med partiets erhvervspolitiske udspil, foreslår at bruge 2,1 mia. kroner på at forbedre mulighederne for de familieejede virksomheder, der oplever arveafgiften som en væsentlig barriere.

Initiativet skal finansieres med penge fra sommerens vækstpakke, hvor der er skabt en ramme på 2,1 mia. kroner til yderligere lettelser for erhvervslivet i årene 2018-2020.

Venstre foreslår desuden, at der igangsættes et udvalgsarbejde, som skal se på reglerne ved generationsskifte i familieejede virksomheder.

Stort behov

Dansk Byggeris erhvervspolitiske chef Torben Liborius mener, at Venstre med udspillet rammer ned i noget, der er stort behov for i bygge- og anlægsbranchen.

- Et generationsskifte kan betyde, at en virksomhed må lukke, fordi det er meget dyrt i skatter og afgifter at gennemføre. Det er penge ud af virksomhederne, som de skulle have haft til at polstre sig i forhold til eksempelvis kreditorer. De bliver udsat for kapitaldræn og efterfølgeren starter i mange tilfælde med at være dybt forgældet, siger han.

Torben Liborius mener, at det i sidste ende kan redde arbejdspladser, hvis afgiftsniveauet for generationsskifte sænkes.

- For staten er det på sigt bedre, at virksomheden lever og i lang tid fremover betaler skatter og afgifter, end at staten får en stor portion penge, som ender med at blive en engangssum, fordi virksomheden må lukke. Det her vil gavne de mange virksomheder, der i den kommende tid skal gennemgå et generationsskifte, siger han.

Dansk Byggeri vurderer, at op mod 50 procent af organisationens medlemmer inden for fem til ti år bør få lavet en plan for generationsskifte.

Ikke kun for de store

Ifølge en rapport fra 2008 udarbejdet for det der dengang hed Erhvervs- og Byggestyrelsen, fremgår det, at det er en bekostelig affære at lade en virksomhed gå i arv.

Et estimat er, at bundlinjeeffekterne af at lade en virksomhed fortsætte inden for familien i dag er et tab på 70.000 kroner pr. mio. kroner, som virksomheden har i aktiver, målt i forhold til de virksomheder, der vælger en anden form for exit. For en gennemsnitsvirksomhed betyder det, at det forventede tab ved at lade virksomheden fortsætte inden for familien i forhold til at hente nye ledere udefra svarer til stort set hele det ordinære resultat i en tre til fire-årig periode.

Rapporten viser desuden, at der er brancheforskelle i valget af generationsskifte. I energi- og vandforsyning er blot 3,7 procent af alle generationsskifter til et familiemedlem, mens 37,1 procent af alle generationsskifter i landbrug, fiskeri og råstof sker inden for familien. I bygge- og anlægsbranchen udgør familie-generationsskifter 36,4 procent.

Cheføkonom i Håndværksrådet Jacob Thiel, synes også det er en god idé at se på arveafgifterne.

- Det vigtige er, at der ikke kun bliver lempet for de store virksomheder. Der skal også ske en saltvandsindsprøjtning til de små og mellemstore virksomheder, for der kommer der også mange generationsskifter i de kommende år. Vi vil meget gerne komme med input og indgå i en drøftelse af det her, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078