23948sdkhjf

Fokus på renovering

Interessen for renovering er gennem de senere år blevet skærpet på rådgiver- og håndværkeruddannelserne. Nu mangler den endelige prestige i branchen, mener Bygherreforeningens direktør
I morgen uddeles Renover prisen 2014, som ikke kun hylder en indsats, der håndværksmæssigt, økonomisk og arkitektonisk er i top, men også er del af en større mission, nemlig at få skærpet interessen for den gennemarbejdede renovering, så Danmark kan slippe af med sit berygtede og meget omtalte renoveringsefterslæb.

Grundejernes Investeringsfond og Realdania forsøgte med 2012-rapporten “Fokus på bygningsrenovering - syv initiativer fra byggebranchen", at ruske op i de mange potentialer, som tænketanken bag rapporten var sikre på, der fandtes på området.

Flere steder var kritikken, ikke mindst på uddannelsesområdet, hård. Blandt andet lød det, at det var meget svært selv for fagkyndige at forudsige energibesparelser, at de faglige og tværfaglige uddannelser lagde for lidt vægt på renovering, og at der inden for de fag i byggesektoren, der uddanner rådgivere og håndværkere, er for lidt fokus på energirenovering og innovation.

Positive uddannelser

Ifølge Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, er der sket meget positivt på de to år, der er gået siden rapporten kom ud.

- Særligt på uddannelsesområdet er der mange nye tanker i gang. Arbejdet, der blev sat i gang i 2011, var et opråb til os selv, til resten af branchen og til uddannelserne om at tage de eksisterende bygninger alvorligt. Heldigvis har uddannelserne responderet positivt, og flere har oprettet ekstra renoveringsmoduler, tværfaglige sommerskoler og indbygger elementer i allerede eksisterende moduler, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ifølge Henrik Bang sker det blandt andet ved at tage flere cases ind, så de studerende møder praktiske eksempler fra renovering.

- Men i byggebranchen kan man godt i endnu højere grad dyrke de gode eksempler på, at renovering er værdiskabende og spændende at beskæftige sig med. Vi tænker stadig for traditionelt, det vil sige i nybyggeri, og her er Renover prisen god, fordi den viser, at en eksisterende bygning kan være en faglig udfordring, at renovering kan sætte en ny dagsorden, når det gøres med ambition, effektivitet og kvalitet, siger Henrik Bang, der nu efterlyser det sidste nøk: At renovering bliver ligeværdigt med og præcis så prestigefyldt som nybyggeri.

Interesse skal skærpes

Helt så optimistisk er Geo Clausen, professor og sektionsleder på DTUs Institut for Byggeri og Anlæg, ikke. Men han understreger dog, at den nødvendige renoveringsindsats fylder meget på skolens dagsorden.

- Vi må jo erkende, at nybyggeriet fortsat skranter, og derfor forsøger vi at italesætte renovering så godt, vi kan. Vi har også planer om at oprette nye kurser, men vi mærker ikke umiddelbart, at viden om renovering er noget, de studerende selv efterspørger. Det er os som undervisere og branche, der skal løbe interessen i gang. Heldigvis er de studerende lydhøre og jeg kan mærke, at de tager det ind, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Geo Clausen beskriver sit og kollegernes arbejde som “djævelens advokat", eftersom renoveringer også indeholder energioptimering.

- Og det er fint med energirenovering, men man må ikke glemme indeklimaet, der - hvis man ikke er forsigtig - kan påvirkes negativt, når man tætner husene, som man gør. Det er nemlig en myte, at nye materialer i sig selv er åndbare. Så når man ønsker at bygge tæt, skal man være meget opmærksom på mekanisk eller anden ventilation og adfærdsændringer. Ellers kan man senere komme til at stå med flere problemer, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109