Når lærlingetiden går helt i sort
Nærmest fra den ene dag til den anden ændrede atmosfæren sig fra fredsommelig til sandt helvede
Indtil videre har det kun været i skolens karakterbog, at den 19-årige tømrerlærling Kristian Lysdal har kunnet se, om han gjorde det godt eller dårligt.
Praktikpladsen i en lille gulvmontørvirksomhed i Fredericia er hans første møde med den virkelige verden. Det er en stor udfordring, som han har set frem til, sat sig selv op til, og måske også frygtet en smule.
Første skridt ind i en ukendt voksenverden, hvor man producerer noget “rigtigt", og tjener penge på det.
Der er noget at bevise overfor sig selv, og der er noget at bevise overfor de to svende og mesteren, hos hvem Kristian starter i eftersommeren 2011.
- Mester var flink over for mig de første par måneder, og brugte tid på at forklare mig, hvad jeg skulle lave. Jeg kunne godt mærke med det samme, at den ene af svendene ikke var helt nem at have med at gøre. Og der kom da også et par dumme bemærkninger ind imellem, men jeg tænkte ikke videre over det. Det var nok bare jargonen på stedet. Og så var jeg i øvrigt optaget af at suge til mig af alle de nye ting, der var at lære. Der var ingen røde lamper, der blinkede den første periode," fortæller Kristian Lysdal.
Et pludseligt skift
Det er stadig ikke gået op for Kristian, hvad der var den egentlige grund til, at atmosfæren nærmest fra den ene dag til den anden udviklede sig fra at være helt fredsommelig til at være et sandt helvede.
Firmaet flyttede adresse, og pludselig var der ikke længere det samme overskud fra mester som før. Og så begyndte det at fyge i luften med bemærkninger, der ikke længere kunne kommes ned i skuffen med håndværkerhumor.
Det var decideret mobning. Som om mester og den ene af svendene uden videre havde besluttet sig for, at nu skulle lærlingen altså bare trynes.
“Har du ikke nogen hjerne?". “Kan du ikke tænke selv?".
Hver dag, og mange gange hver dag.
- Jeg var helt i vildrede om, hvordan jeg skulle tackle den nye situation. De første mange gange det skete, bed jeg det bare i mig. Det var åbenbart mosten man skulle kunne tåle, tænkte jeg. Som lærling er man jo så optaget af at gøre det godt, at man et langt stykke af vejen prøver at rette ind.
En dag blev det bare for meget, og jeg bad svenden om at klappe i og lade mig være i fred. Dagen efter modtog jeg en skriftlig advarsel, hvor der stod, at jeg havde udvist “truende adfærd". Jeg havde blot bedt ham om at tie stille," fortæller Kristian Lysdal.
Ord mod ord
Derfra blev det kun værre. For nu begyndte mester også at sætte Kristian Lysdal til opgaver, som han dårligt kunne opfatte som andet end ydmygende.
- Han satte mig til at lave et gyngestativ til hans egen søn, hvilket jeg syntes var meget underligt. Men jeg protesterede først, da jeg skulle rive blade væk i hans baghave, som er på størrelse med to fodboldbaner. Han stod inde i skuret imens sammen med den ene af svendene og grinede af mig, mens jeg stod derude og rev hans våde blade sammen. Jeg er ikke en specielt ømskindet type, men det her var blevet til ren mobning, fortæller han.
På det tidspunkt begynder det at gå for alvor ud over hans gode humør. Situationen på arbejdet lægger sig som en mørk skygge ud over tilværelsen.
Stadig i tvivl om, hvad han egentlig har af rettigheder i forhold til den slags, prøver han at bide tænderne sammen og holde ud.
Sålænge det bare er bemærkninger gennem luften, vil folk vel bare tro, at han er for svag til at klare sig på en byggeplads, hvor alle og enhver jo ved, at man skal kunne tåle lidt af hvert. Det er ord mod ord.
Få det ud
Det er først, da lønnen begynder at udeblive, at Kristian går til fagforeningen. Her viser det sig, at man udmærket kender til den lille gulvmontørvirksomhed.
Der har været tre lignende sager.
- Det var en kæmpe lettelse at trække en streg i sandet, og sige “nu finder jeg mig bare ikke i mere". Jeg vil råde alle, der kommer ud i sådan en situation til ikke at bide det i sig for længe. Få det ud, gør noget. Tal om det. Derhjemme, til venner og bekendte. Men først og fremmest - gå til fagforeningen med det. Jeg ved virkelig ikke, hvad der var sket med mit mentale velbefindende, hvis jeg bare var blevet ved med at bide det i mig. Jeg tror, jeg var endt med at gå helt ned. Det handler jo om ens værdighed, og det handler om principper i livet, som man ikke skal lade nogen trampe på. Og der kan det da godt være, at vi unge i dag har nogle højere krav, end man havde engang. Vi finder os i noget mindre, men jeg synes det er rimelige og gode krav, vi stiller," siger Kristian Lysdal, der for nylig vandt sagen, som han sammen med 3F rejste mod gulvmontøren.
Han fik 15.000 kr. i erstatning plus noget ferie.
I dag er Kristian en glad ung mand igen.
Han har fået arbejde i havecentret Tantes Have i Fredericia, og hvis han var i tvivl om det uheldige forløb i gulvmontørvirksomheden var delvist hans egen skyld, så har han fået manet den tvivl endeligt i jorden.
På det nye arbejde fungerer han optimalt.
- Der er tænkt over tingene her. Det hele er meget mere struktureret og professionelt. Der er procedurer for alting, og det gør dagligdagen nemmere. Chefen kan godt blive sur, men aldrig uden, at der er en grund til det, og man får også en ordentlig forklaring. Derudover er der en rigtig god stemning blandt kollegerne, slutter Kristian Lysdal.
