Anlægsnyt
SOLCELLER - HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune har modtaget ansøgning om landzonetilladelse til at etablere et jordbaseret solcelleanlæg ved Snubbekors Vandværk.
Solcelleanlægget planlægges opført i to delområder, hvor der i det ende område planlægges opført et anlæg med 280 kvm solcelleareal, og i det andet et anlæg med 330 kvm solcelleareal. Solcelleanlægget vil få en højde på halvanden til to meter. Ejendommen ligger i landzone, hvorfor den ansøgte ændring kræver landzonetilladelse. Plan- og Miljøudvalget har meddelt landzonetilladelse, og muligheden for at klage over kommunens afgørelse udløber i dag.
REGION SJÆLLAND
SØER - NÆSTVED: Vandløbsmyndigheden i Næstved Kommune har udarbejdet et projektforslag til etablering af søer ved Stenskov vandløbet. Søerne skal lede vand til Stenskov vandløbet for at undgå, at vandløbet udtørrer om sommeren. Kommentarer og indsigelser kan fremsendes til Næstved Kommune indtil 7. november.
Vandløbsmyndigheden har også udarbejdet et projektforslag til genåbning og slyngning af Tamose bæk på ejendommene Landevejen 66 og 71, 4684 Holmegaard.
Tamose bæk ønskes genslynget på en strækning, der i dag er cirka 700 meter lang. Der etableres desuden tre sandfang og flere gydebanker på den berørte strækning.
Kommentarer eller indsigelser til projektforslaget kan indsendes indtil 12. november.
REGION SYDDANMARK
UDVIKLING - KERTEMINDE: Miljø- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune anbefaler over for byrådet, at der frigives et rådighedsbeløb til udvikling af havneområdet, Ndr. Havnekaj. Der er i anlægsbudgettet afsat 1.029.000 kroner til udviling af havneområdet.
I løbet af efteråret er det blandt andet planen, at der skal holdes tre borgermøder om havneplanerne.
REGION NORDJYLLAND
VINDMØLLER - DØSTRUP: Teknik og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune har sagt god for at igangsætte planlægningsarbejdet i forbindelse med et vindmølleprojekt i Døstrup Vest.
Orbicon A/S har den 17. september 2014 på vegne af Eurowind Project fremsendt VVM-anmeldelse af vindmølleprojekt Døstrup Vest.
Projektet ligger med én vindmølle i Mariagerfjord Kommune og fire vindmjøller i Rebild Kommune. VVM-anmeldelsen er derfor også fremsendt til Rebild Kommune.