København indsætter flere vejinspektører
Københavns vokseværk kan ses i form af gravearbejder over hele byen, og for at sikre at entreprenørerne overholder tilladelserne, sætter kommunen nu flere vejinspektører på gaden for at føre kontrol
Hensigten er, at gravearbejder i København gennemføres så hurtigt, det overhovedet er muligt, og til mindst mulig gene for både bilister, cyklister og fodgængere. Derfor skal der nu flere vejinspektører ud i gaderne for at føre kontrol med de mange gravearbejder i byen, fortæller teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
- Vi giver hvert år over 10.000 gravetilladelser til entreprenører. Vores erfaring er desværre, at mange gravninger ikke overholder de betingelser, vi stiller, og det påvirker fremkommeligheden unødigt i København. Vi ved jo fra mange andre områder, at krav, der ikke bliver kontrolleret, har det med at miste det nødvendige fokus. Derfor sætter vi nu ind med flere vejinspektører, så vi får et dobbelt så effektivt tilsyn som nu, siger Morten Kabell i en pressemeddelelse.
Digital kontrol
Som noget nyt har vejinspektørerne i år også fået mulighed for at udføre kontrollen digitalt, hvilket betyder, at de straks opdager overtrædelser, når de er ude på kontrol.
Dermed kan kommunen hurtigere skride ind, når entreprenørerne ikke overholder kravene, og det har gjort arbejdet langt mere effektivt og højnet kvaliteten.
Forventningen er, at de nye medarbejdere kan sørge for forbedret fremkommelighed for vejtrafikken, både for den enkelte trafikant og målt i form af bedre kapacitet ved vejarbejder. Derudover skal de være med til at sikre hurtigere tilretning af uhensigtsmæssige gravninger og korrekte sikkerhedsmæssige afspærringer.
Teknik- og Miljøforvaltningen førte tidligere cirka dagligt 40 kontroltilsyn med gravearbejderne svarende til cirka 8.000 tilsyn om året. Det er denne tilsynskontrol, der nu fordobles med de nye tiltag. I den daglige kontrol har forvaltningen primært fokus på de gravearbejder, der har stor betydning for trafikafviklingen i byen.