23948sdkhjf

Ambitioner skal hæves

Det kræver politisk vilje, hvis vi skal begrænse global opvarmning, mener klima-, energi- og bygningsministeren. Det lyder dyrt for erhvervslivet, er reaktionen fra Liberal Alliance
Danmark skal holde sig forrest i feltet i kampen mod global opvarmning. Det mener klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R), der vil have øget resten af verdens ambitionsniveau.

Udmeldingen kommer som reaktion på FN’s Klimapanel (IPCC), der i søndags offentliggjorde en ny rapport.

Rapporten viser blandt andet, at de globale drivhusgasudledninger fortsætter med at stige, og at kurven snart skal knække, hvis vi skal kunne begrænse den globale opvarmning til to grader C.

- Verdenssamfundets tilsagn om at reducere i udledningen af drivhusgasser er ikke nok til at begrænse den globale opvarmning til to grader C. Slaget er ikke tabt, men det kræver politisk vilje, hvis vi skal undgå alvorlige klimaændringer. Regeringen vil i den kommende tid fortsætte indsatsen i både EU og FN for at få hævet ambitionsniveauet. I Danmark er vi for længst gået i gang med den nødvendige omlægning af vores energisystem. Danmark er i dag et af de mest energieffektive lande i verden, og vi er i gang med at omstille til vedvarende energi. Vi er det gode eksempel, som andre kigger på. Derfor har vi en stærk stemme i de internationale forhandlinger, siger Rasmus Helveg Petersen.

Affaldshåndtering

Det er ifølge FN-rapporten energisektoren, der har den største udledning af drivhusgasser. Og derfor er energisektoren helt central for vores muligheder for at begrænse udledningerne. Det kan ske ved at bruge mindre energi, satse på vedvarende energi, og bruge højeffektive kraftværker.

Rapporten viser desuden, at energiforbruget i den industrielle sektor kan reduceres væsentligt, hvis man bruger teknologier, der allerede eksisterer. Genanvendelse og affaldshåndtering, som allerede nu bliver diskuteret i bygge- og anlægsbranchen, vil også føre til en væsentlig lavere udledning af drivhusgasser.

Lavthængende frugter

Man kan ikke være frontløber i kampen for at reducere CO2 uden at det rammer erhvervslivet, mener Liberal Alliances energiordfører, Villum Christensen.

- Det ligger i sagens natur, at man kun kan gå forrest ved at beskatte borgerne eller erhvervslivet. Det er den måde, man kan ændre en markedsvej på. Men erhvervslivet kan ikke tåle flere afgifter. Vi gør i dag langt mere end landene omkring os. Vi har plukket de lavthængende frugter, og derfor er der kun de mere omkostningsfyldte initiativer tilbage. I mine øjne giver det ikke mening, at spå om, hvad der på klimaområdet vil ske 80 år ud i fremtiden, Det aner man jo ikke. Jeg noterer mig også, at FN baserer deres udvikling på teknologier, vi har i dag, og ikke tager højde for, at teknologier udvikler sig. Det her er derfor ren symbolpolitik. Det føles godt, men det er uden substans, siger LA-ordføreren.

Den aktuelle rapport er den tredje af tre delrapporter fra FN’s Klimapanel. De to foregående handlede om de naturvidenskabelige aspekter og tilpasning til klimaændringerne. Klimapanelets Femte Hovedrapport bliver fremlagt i oktober, hvor panelet godkender og offentliggør en samlende synteserapport.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089