Usikkerhed om størrelse på efterslæb
Nye beregninger fra Grontmij viser, at der er et efterslæb på 3,5 mia. kroner på vejene
Det spørgsmål kunne man stille sig selv, når man kigger på de forskellige tal, der bliver meldt ud fra forskellige rådgivningsvirksomheder og brancheorganisationer.
Grontmij har offentliggjort en ny opgørelse, der viser, at efterslæbet på de kommunale veje ligger på 3,5 mia. kroner.
Opgørelsen har Grontmij gjort på baggrund af 11 udvalgte kommuner, som vejrmæssigt og geografisk udgør et repræsentativt udsnit af de danske kommuner.
- En sjettedel af alle kommunale veje har passeret grænsen, hvor de er uforholdsmæssigt dyre at vedligeholde. Og hvis vi bare fortsætter som hidtil, vil en tredjedel af vejene have passeret denne grænse om ti år. Den gode nyhed er, at det kun vil koste hver dansker 50 øre om dagen i 10 år at bringe tilstanden af samtlige veje op på et acceptabelt niveau, siger markedschef Bjarne Bylov Jensen fra Grontmij Pavement Consultants, som har stået bag beregningerne, i en pressemeddelse.
Markant lavere
Et efterslæb på 3,5 mia. kroner lyder lavt, siger Asfaltindustrien.
- Vores vurdering er, at efterslæbet ligger på omkring 15-20 mia. kroner, så der er en markant forskel. Tallet på 3,5 mia. kroner varierer fra Dansk Vejforenings seneste vurdering, og også tidligere undersøgelser fra eksempelvis Cowi ligger nærmere det niveau, vi vurderer, at efterslæbet ligger på, siger Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien.
Han siger, at der må ligge beregningsforskelle til grund for den markante forskel i de to vurderinger, og det kan skabe forvirring.
- Det ville være en fordel, hvis alle os, der laver tal om vedligeholdelsesefterslæbet på vejene, blev enige om, hvor stort efterslæbet er. Det skaber usikkerhed, når der bliver meldt så forskellige tal ud, siger Anders Hundahl.
Det har inden avisens deadline ikke været muligt at få en opfølgende kommentar fra Grontmij til forskellen på vurderingerne.