Udbud skal finde ny form
Dén historie, som i går kunne læses i dele af dagspressen er ikke ny. Den har været sandhed i en årrække i byggesektoren. Der spildes hver år mange skønne kræfter - formentligt op til omkring fem mia. kroner i virksomhederne på at udregne tilbud.
Vi har i Danmark fået opbygget et system, hvor der bestemt ikke er plads til slinger i valsen, når det gælder om at vælge og vinde opgaver. Hvis man først er gået galt i byen i prækvalifikationen, kan man glemme det. Så er opgaven gået videre til andre. Et andet kritisk punkt er det tidspunkt, hvor der skal vælges partnere - arkitekter og rådgivere. Her er der typisk et kvarters tid til at beslutte og arrangere, hvem man skal samarbejde med, når tilbuddet skal på plads.
Det er ganske barske konkurrencevilkår for en virksomhed, men det sker for at holde konkurrencefanen højt. Og prækvalifikationssystemet er i virkeligheden lavet for at lave den første frasortering, så der tilbage står en række virksomheder, som er parat til at gå ret langt i beregninger og tilbud for at få opgaven. Også her er et udskillelsesløb, indtil en vinder er fundet.
Faktisk virker det noget modsat, når man skærper konkurrencen så meget, som det er tilfældet. Jo flere ressourcer, der spildes, og jo mere priserne skal presses i bund, jo mindre kvalitet kommer der i det endelige byggeri, og samlet set er alle aktører, rådgivere og entreprenører på et eller andet tidspunkt nødt til at kræve noget mere for arbejdet.
Det går i den grad ud over produktiviteten i byggesektoren, og her skal nok også findes en del af forklaringen på, at sektoren halter bagud i forhold til industrien, når det gælder produktivitet.
Så med andre ord kan der være en betydelig samfundsmæssig gevinst forbundet ved måske at betale en smule mere for et byggeri - og så eventuelt begrænse sig, når det gælder den enorme mængde af information, der skal tilvejebringes hver gang - og fra hver enkelt tilbudsgiver.