25 virksomheder får bøder for byggekartel
Bagmandspolitiet har udstedt bødeforelæg på mere end 27 mio. kroner i sagen om byggekartel
Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), populært kaldet Bagmandspolitiet, i en pressemeddelelse.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har udstedt et stort antal bødeforelæg på baggrund af en grundig efterforskning om ulovligt aftalte priser på byggerier til en samlet værdi af omkring 400-500 millioner kroner. Kartelaftaler er meget skadelige for et velfungerende marked, og den slags aftaler er derfor meget alvorlige for forbrugerne og samfundet som helhed. Jeg er derfor meget glad for, at vi nu er kommet et stort skridt videre med behandlingen af disse vigtige sager, siger chefen for Søik, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, i pressemeddelelsen.
Bagmandspolitiet har sigtet 33 virksomheder for ulovligt at aftale priser på byggerier til en samlet værdi af i nærheden af en halv mia. kroner.
Én sag afsluttet
Den første af de 33 sager fandt sin afslutning i juli, da entreprenørvirksomheden N.H. Hansen og Søn A/S valgte at modtage en bøde på 2,2 mio. kroner.
Ikke mindst for at undgå en opslidende retssag" valgte virksomheden ifølge bestyrelsesformanden, advokat Per Hald, at acceptere bøden.
- En retssag ville tage lang tid med først en byretssag og højst sandsynligt også en landsretssag, og det ville være defokuserende for virksomheden. Derfor hellere betale bøden og lukke sagen, sagde Per Hald i juli.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser, at den nævnte sag er den eneste, der er afsluttet med bødevedtagelsen.
Afsluttet inden nytår
Med én sag afgjort og 25 bødeforelæg udestår nu alene sager mod syv virksomheder. Statsadvokaten forventer ifølge sin pressemeddelelse, at anklagemyndigheden har afsluttet disse sager inden årets udgang.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar til, om der er særlige forhold, der gør sig gældende med de resterende sager.
Det er heller ikke lykkedes at få præciseret niveauet for de enkelte bøder, som Bagmandspolitiet har udstedt de seneste dage.
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen oplyser, at virksomhederne har adgang til at få prøvet bødeforelæggene ved domstolene.
Tæt samarbejde
Han understreger, at sagen understreger vigtigheden af et tæt samarbejde mellem myndighederne. I den konkrete sag var det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der på baggrund af uammeldte kontrolundersøgelsen anmeldte en række virksomheder til Søik. Det førte til, at politiet foretog ransagninger af en række virksomheder.
- Deltagerne i byggekartellet har aftalt priser på offentlige og private byggerier, så kartellet har kostet både skatteborgere og private virksomheder dyrt. Der er tale om et af de største karteller afsløret i Danmark. Og der er stadig enkelte store sager tilbage i komplekset, så jeg ser frem til, at vi også får afsluttet dem, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.
Kartelaftaler betragtes som grov økonomisk kriminalitet, der kan straffes med høje bøder. En skærpelse af lovgivningen betyder, at forseelser, der er begået efter 1. marts 2013, kan give fængselsstraf.
Man kan slippe for bøde- og fængselsstraf for karteldeltagelse, hvis man er den første karteldeltager, der henvender sig til myndighederne.