Realismen har indfundet sig i renovering
Building Green varmede forleden op med seminar om energirenovering. Som hovedtaler fortalte Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects om nye og mere realistiske visioner for bæredygtig renovering
Energirenovering er et højaktuelt emne, som kommer til at fylde meget i den kommende tid, og naturligvis også på den kommende Building Green-messe 29.-30. oktober.
Fremtidsperspektiv
Signe Kongebro er partner i Henning Larsen Architects og leder af tegnestuens bæredygtighedsafdeling. Hun forklarede blandt andet om de principper, som Henning Larsen Architects skal renovere den historiske Bellahøj-bebyggelse i København efter:
- Det handler om at bevæge sig fra et snævert energifokus til helhedsorienterede løsninger, hvor energirenovering er én dimension blandt flere. Sundhed, komfort, økonomi, arkitektonisk kvalitet og sociale og mentale faktorer er ligeså vigtige at inddrage, så vi kan bruge energirenoveringen til at skabe noget, der peger fremad.
Hun har tidligere sagt til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at passivhuset var en af de første ambitiøse standarder for bæredygtigt byggeri. Men at det viste sig, at konceptet stillede for store krav til komponenter.
- Der kom for meget skemaarkitektur over det. I dag bliver vi kontaktet af østrigere (som har stor passivhus-tradition, red.) fordi vi her i Danmark arbejder helhedsorienteret, siger Signe Kongebro.
For Signe Kongebro handler det om at løfte sig højere op end tykke vægge og huse, der i princippet kan varmes op med et fyrfadslys:
- Der skal bygges til mennesker, som er kvalitetsbevidste og vil have livskvalitet, og hvor der kan skabes merværdi. Og merværdien har været fraværende, hvis man gik for voldsomt efter passivhus-konceptet alene, siger Signe Kongebro til Licitationen.
Økonomisk virkelighed
Ud over Signe Kongebro deltog Bygherreforeningens projektchef Graves Simonsen med et oplæg om de økonomiske vilkår, som møder bygherrerne i forhold til energirenovering:
- Det afgørende er, at der skabes de rette incitamenter, og at der kommer klarhed over, hvordan man kan give sikkerhed for investeringerne. Blandt de værktøjer, som kan bruges, er ikke kun totaløkonomiske betragtninger, men også inddragelse af perspektiver såsom værdiskabelse i bred forstand, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet, lød det fra Graves Simonsen.
Bæredygtige materialer
Producenten Xella har udviklet den Cradle-to-Cradle- og Nature Plus-certificerede byggeblok Ytong Energy+, der anvendes til ind- og udvendig efterisolering.
- Vi tror i høj grad på, at der er en stor fremtid i at producere effektive og bæredygtige produkter, som kan være med til ikke kun at nedsætte energiforbruget, men også forbedre byggeriets miljømæssige fodaftryk. Et produkt som for eksempel Multipor laves på basis af rene uorganiske naturmaterialer som kalk, sand og vand, hvilket medfører store indeklimamæssige fordele, fordi Multipor-pladerne giver diffusionsåbne isoleringsløsninger uden risiko for fugtproblemer og skimmel, forklarede adm. direktør Niels-Jørgen Pallesen fra Xella.
Brugeradfærd er faktor
Charlie Steenberg, der underviser på Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole, pointerede de dilemmaer, som ofte møder arkitekterne ved energirenoveringer.
- Ofte spiller den tekniske og den historiske viden ikke optimalt sammen, ligesom brugernes adfærd, når renoveringen er slut, negligeres. Det kræver skabelsen af en ny kultur omkring vores bygninger. Det nytter ikke at opføre et flot passivhus, hvis der efterfølgende parkeres to benzinslugere i garagen, siger Charlie Steenberg.
Også andre aktører er sporet ind på den vigtige renoveringsindsats - så efterslæbet ikke bliver større, end det allerede er.
På det netop overståede Folkemøde på Bornholm deltog også Danske Arkitektvirksomheder, som argumenterede for, at man bør have et bygningsreglement for eksisterende bygninger, der tager udgangspunkt i bygningstypen.
Det vil både kunne forhindre at dårligt projekterede renoveringer forringer huse med kvalitet samt sikre ambitiøse renoveringer af bygninger med potentiale.
- Vi bør med andre ord have en nuanceret tilgang og en national plan for, hvor vi fortætter og udbygger, hvor vi river ned, og hvor vi med andre midler skaber nyt liv i truede områder, siger Danske Arks direktør Christian Lerche på danskeark.dk.