Levehuse udvider forretningsområdet: Tilbyder nu også byggeri på kunders egne grunde
Silkeborg-baserede Levehuse har siden etableringen haft fokus på projektbyggeri, hvor grund, bolig og carport tilbydes som en samlet løsning. Fra 2025 udvider virksomheden nu med et nyt tilbud: byggeri på kunders egne grunde.
Silkeborg-baserede Levehuse har siden etableringen haft sit primære fokus på projektbyggeri. Virksomheden har specialiseret sig i at udvikle boligområder, hvor grund, bolig og carport tilbydes som en samlet løsning.
Fra 2025 udvider virksomheden nu sin aktivitet med et nyt tilbud: byggeri på kunders egne grunde.
Baggrunden er en stigende efterspørgsel fra kunder, der allerede har erhvervet en byggegrund, men ønsker at få Levehuse som entreprenør. I flere år har virksomheden primært holdt sig til egne udviklingsprojekter, blandt andet for at bevare den tætte tilknytning til byggepladserne og de mange lokale samarbejdspartnere i og omkring Silkeborg.
I 2024 blev der dog gennemført enkelte byggeprojekter på kundeejede grunde med gode resultater. På den baggrund har Levehuse besluttet at udvide tilbuddet, så kunder i en radius af cirka 100 kilometer fra Silkeborg nu kan få opført deres hus gennem virksomheden.
Virksomheden har i 2025 underskrevet entreprisekontrakter på kunders egne grunde i blandt andet Gødvad, Hadsten, Sejs og Funder.
– Vi har haft nogle gode erfaringer med de første byggerier på kunders egne grunde i bl.a. Alderslyst, Horsens og Kragelund, og derfor er det et naturligt skridt for os at åbne mere op for den mulighed. Vi er godt tilfredse, hvis vi i 2026 opfører 10-15 huse på den måde, udtaler administrerende direktør Jesper Vilhelmsen.
Ifølge Levehuse er det afgørende, at udvidelsen sker med respekt for den lokale forankring og de samarbejdsrelationer, der gennem årene har været en væsentlig del af virksomhedens forretningsmodel. Den geografiske afgrænsning skal sikre, at der fortsat kan følges tæt op på byggerierne og opretholdes den samme kvalitet og kontrol som i virksomhedens projektbyggerier.