Byggefirmaer under angreb
Dengang blev det vurderet, at de 357 firmaer i kartellet havde kostet bygherrer og forbrugere 2,5 mia. kroner ekstra.
Nu har den nye danske film Kartellet" sat fornyet fokus på området, og VVS-installatøren Brian Hetland har fortalt, hvordan han er blevet presset og har fået ødelagt sin egen og sin families tilværelse, fordi han ikke ville acceptere at være med.
I juli måned valgte en byggevirksomhed så at betale en millionbøde som led i et forlig i sagen om det nye store byggekartel. Den er med andre ord gal igen.
En ny sag når helt ind i organisationsstrukturen til virksomhedsledere i Stilladssektionens bestyrelse i Dansk Byggeri, som er under mistanke for at have lavet aftaler og for at have koordineret priser på stilladsentrepriser. Ingen er som bekendt skyldige, før man er dømt, og der er formentligt mange gode forklaringer og lige så mange nuancer i den aktuelle sag. Det er ikke godt for byggebranchens renommé, at virksomheder mistænkes - og i nogle tilfælde dømmes for kartelvirksomhed. Og i dag er det rigtigt dyrt for en virksomhed at blive taget i ulovligheder. Det kan koste virksomheden livet, og man kan med nogen rette spørge, om det er værd at gå efter den hurtige gevinst. Virksomhederne er nødt til at overholde spillereglerne for konkurrence.
Bygherren betaler for meget, og risikoen for afsløring er for stor til, at det reelt kan betale sig. Men fristelserne ér store. Der er faktisk nogle gevinster at hente, hvis man kan sætte konkurrencen ud af kraft, og det er formentligt grunden til, at nogle til stadighed kan lade sig friste. Specielt hvis man er presset. Men den går altså ikke. Det er forbudt at koordinere aftaler, projekter og priser. Konkurrencen skal flyde frit, og til at sikre at det sker, har vi jo netop fået en dansk EU-kommissær i spidsen for konkurrencen internt i EU. Det bliver spændende at følge det arbejde, for også internationalt er den frie konkurrence under pres.