23948sdkhjf

Arkitektfirma udvider ejerkredsen

Den østjyske arkitektvirksomhed Ginneruparkitekter optager tre nye partnere
Ginneruparkitekter i Horsens udvider ejerkredsen med tre nye partnere som forberedelse til et fremtidigt generationsskifte.

Samtidig skærper arkitektfirmaet sit fokus på kernekompetencer, faglig konsolidering og udvikling.

Udvidelsen af ejerkredsen er resultatet af længere tids forberedelse. De nyudnævnte partnere er bygningskonstruktør Janus Mouritsen, arkitekt Trine Mouritsen og arkitekt Martin Schack. Med inddragelsen af de tre nye partnere i ejerkredsen styrker Ginneruparkitekter virksomheden, som også fremadrettet vil rumme en god bredde i ejerkredsens kompetenceområder.

- Vore tre nye partnere har gennem deres arbejde på tegnestuen vist talent og forståelse for at indgå i driften af en arkitektvirksomhed, samt tænke i nye baner og muligheder. De besidder høj faglighed og stærke kompetencer på hver deres ansvarsområder, siger partner Jens Erik Rasmussen.

Bæredygtigt byggeri

Ginneruparkitekter har i mere end 35 år beskæftiget sig med udvikling og realisering af bygge- og planlægningsprojekter inden for nybyggeri, renoverings- og rådgivningsopgaver, programanalyse samt landskabs- og produktdesign.

Tegnestuens projekter udføres med afsæt i bæredygtigt byggeri, tidløs nordisk æstetisk og holistiske arkitektoniske løsninger.

- Ginneruparkitekter drives af en passion for helstøbte og fremtidsorienterede løsninger der respekterer funktionen og omgivelserne. En god dialog er et stærkt fundament for et godt samarbejde, både internt og eksternt med bygherrer og samarbejdspartnere. Til gavn for vore kunder – og fordi det er dét, vi brænder for, siger partner Jens Erik Rasmussen.

De tre partnere

De tre nye partnere i virksomheden er dels Trine Mouritsen, 36 år og uddannet fra Arkitektskolen i Århus i 2006. Hun er projektleder med ansvar for indretning, design og kommunikation, og er i gang med en længere projektlederuddannelse. Hun har blandt andet arbejdet med Sundhedshuset i Horsens, og har udvist stort engagement og lederskab.

Martin Schack, 32 år, uddannet fra BTH i 2005, og derefter arkitekt MAA. Han blev håndplukket til firmaet i 2012, og er blandt andet ansvarlig for konkurrenceafdelingen. Hans fokus er rettet mod arkitektur og design, projektudvikling, koncept og idéudvikling – samt bæredygtighed og dagslysforhold.

Janus Mouritsen, 31 år, uddannet fra BTH i 2009 og har en håndværksmæssig baggrund som tømrer. Han er projekteringsleder, og arbejder med kalkulation og energioptimering. Han har været ansat i fire år på tegnestuen, hvor han er tovholder på flere skole- og institutionsprojekter, og han besidder en god forståelse for alle byggeriets faser.

Partnerkredsen består nu af seniorpartnerne Christian Fog, Finn Jensen og Peter Lyhne samt af partnerne Jens Erik Rasmussen, Trine Mouritsen, Martin Schack og Janus Mouritsen.

Flere boligprojekter

Ginneruparkitekter har gennem de senere år været dybt involveret i udviklingen af projekter, der har præget den positive udvikling i Horsens.

Det gælder projekter som Horsens Sundhedshus, Horsens Ny Teater, Bilka, Megascope biografcentret, Bytorv Horsens og ombygningen af Ceres Centret.

Tegnestuen arbejder i øjeblikket blandt andet på flere nye private og offentlige boligprojekter, villaer, detail- og dagligvarebutikker, havneudviklings-projekter og nye erhvervsdomiciler, deriblandt Østjysk Våbenhandel i Hedensted. Ligesom de er med til at skabe nogle af fremtidens vandværker, som Hasselager-Kolt Vandværk og Aquatarium i Ringkøbing.

Ginneruparkitekter har certificerede Dgnb-konsulenter ansat på tegnestuen, og kan således indgå i byggeprojekter med rådgivning og fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084