23948sdkhjf

De nye tider for arkitekterne er kommet

Renoveringen af Stadionkvarteret i Glostrup er en af landets største af sin art. JJW Arkitekter har haft mange stykker værktøj i gang for at skabe et miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt projekt
Helhedsplanen og renoveringen af Stadionkvarteret i Glostrup er med et samlet budget på 1,2 mia. kroner fordelt på 1.233 almene boliger et af landets største renoveringsprojekter.

JJW Arkitekter er totalrådgiver på projektet og løser byggetekniske problemer, adresserer energimæssige udfordringer og giver den samlede bebyggelse et løft.

Og det er jo, set med tidligere tiders optik, et stykke vej fra traditionelle arkitektopgaver. Men som Anders Holst Jensen, direktør og indehaver hos JJW, siger:

- I en verden, hvor der står 50 rådgivere parat, er det vigtigt at holde fokus på arkitektfagligheden, som vi har brugt her, men det vil være naivt at tro, at vi ikke også skal konkurrere på mange andre parametre.

Medindehaver på den Frederiksberg-baserede tegnestue, Ole Hornbek, tilføjer:

- Vi kan bidrage med værdiskabelse, som vi ikke nødvendigvis bliver udfordret på, men det er vigtigt at vi selv fortæller, hvad der skaber værdi. For der står mange andre i kø.

Hvordan har I som arkitekter honoret krav til økonomistyring, energiregnskaber og anden mere teknisk viden, som et projekt af denne størrelse kræver?

- Det er vigtigt at vi inddrager mange kompetencer, som vi også har i firmaet. Danmark er både på byggeri- og på rådgivningssiden det dyreste land i verden efter Norge. Vi har mistet produktivitet og meget konkurrenceevne. Og skal vi opretholde vores velfærd, må vi konkurrere på mange områder. Virkeligheden er ikke som for 30 år siden, da arkitektkonkurrencer handlede om formgivning, og hvor bygherren skulle have det bedste projekt, næsten uanset pris, og hvor kun arkitekter var med til at bedømme. Glem det, siger Anders Holst til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Derfor er alle bygningsmæssige tiltag koordineret tidligt i processen, for at sikre et miljømæssigt, kvalitetsmæssigt og økonomisk bæredygtigt projekt.

- Arkitekturen forsvinder ikke, selv om der er kommet mange nye krav til et godt byggeri eller en god renovering. De krav har faktisk skærpet os, og har ikke gjort vores opgave mindre æstetisk eller mindre kunstnerisk, om du vil, siger Ole Hornbek.

Fokus på mennesker

JJW tænker også med andre projekter frem i tiden. Det nye Ebberød i Birkerød, en udviklingsplan og bebyggelse af 100 nye boliger til borgere med fysiske og psykiske handicap, opføres som lavenergiklasse 2020.

Projektet, der har et samlet areal på 8.000 kvm - og har Balslev Rådgivende Ingeniører samt Force 4 Arkitekter som samarbejdspartnere - tager udgangspunkt i borgerne, de ansatte, landskabet, bygbarhed og den omkringliggende arkitektur.

JJW Arkitekter er totalrådgivere (og tillige landskabsarkitekter) på opgaven, hvoraf første etape netop er gået i dispositionsforslagsfasen.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109