23948sdkhjf

Byggeriets ordrebøger ikke tykkere

Der er mindre i bygge- og anlægsvirksomhedernes ordrebøger i dag end for to og tre år siden
Selv om der generelt er ved at komme mere optimisme i samfundet, er byggeriets ordrebøger ikke blevet tykkere. Snarere tværtimod.

Byggevirksomhedernes ordrebeholdning er i dag mindre end på samme tidspunkt i 2011 og 2012, der begge var karakteriseret ved, at krisen var alt anden end slut.

Ifølge Danmarks Statistiks netop offentliggjorte konjunkturbarometer for bygge- og anlægsbranchen er der i branchens gennemsnitlige ordrebeholdning arbejde til 4,5 måneder. Det er ganske vist en fremgang i forhold til april sidste år, hvor ordrebeholdningen var opgjort til gennemsnitligt 3,6 måneder, men det er mindre end i samme måned i 2011 og 2012, hvor ordrebeholdning var lig med cirka fem måneders arbejde.

- Ordrebeholdningerne fortæller tydeligt, at virkningerne af finanskrisen ikke er overstået. Både nybyggeriet af boliger og erhvervsbygninger er i bund, og både boligejerne og det private erhvervsliv er tilbageholdende med at renovere, siger Finn Bo Frandsen, chefanalytiker i Dansk Byggeri.

Anlæg klarer sig bedst

Det er anlægsentreprenørerne, der har de tykkeste ordrebøger og gennemsnitligt har arbejde til 7,4 måneder.

- Her er det ikke mindst jernbaneinvesteringer, der trækker i den rigtige retning med ikke mindst den ny bane mellem København og Ringsted, men også investeringer i ny bane andre steder i landet. Også metroen, de forberedende arbejder til Femern-forbindelse og investeringer i varmeforsyning trækker op, mens Vejdirektoratets investeringer derimod er på vej ned, siger Finn Bo Frandsen om baggrunden for anlægsentreprenørernes situation.

Byggeentreprenørernes gennemsnitlige ordrebog rækker 6,8 måneder frem i tiden. Det er bedre end branchen under ét, men det er en tilbagegang i forhold til de seneste år. Derimod oplever VVS-virksomheder og tømrer- og bygningsvirksomheder fremgang i mængden af ordrer i forhold til samme tidspunkt de seneste tre år.

Vænner sig til nye tider

Det såkaldt sammensatte konjunkturbarometer, der afspejler forventningerne til de kommende måneder, er faldet en smule i forhold til de seneste måneder. Det ligger dog væsentligt højere end for to og tre år siden, selv om ordrebeholdningen i samme periode er faldet.

- Det må primært være udtryk for, at man i virksomhederne er gradvist ved at vænne sig til de nye tider efter det voldsomme tilbageslag, som indtraf dengang finanskrisen slog ud i lys lue, for den samlede bygge- og anlægsproduktion er i år kun en anelse højere end i 2010, mener Finn Bo Frandsen.

Generelt forventer alle delbrancher øget beskæftigelse og omsætning de kommende måneder, men det er typisk for årstiden. Også forventningerne til tilbudspriser ved licitation er så småt på vej frem. Her har murermestrene de mest positive forventninger, mens VVS-virksomhederne har de mest negative.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097