23948sdkhjf

Udbud klaret ved kun få klik

Ny almen indkøbsportal for håndværkerydelser er åbnet. Portalen påtager sig udbudsrisici
Sofiegården i Nyborg, som er en af Lejerbos boligafdelinger, skal have en ny håndvask og have udskiftet et spejl. Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) står klar foran computeren og skal udføre det første indkøb via den nyåbnede indkøbsportal AlmenIndkøb, som Lejerbo, advokatfirmaet Publicure og virksomheden Prokura står bag.

Ministeren vælger området Fyn og kategorien vvs på den digitale indkøbsportal og klikker på udskiftning af spejl samt montering af håndvask. Derefter dukker en liste op med tilbud fra forskellige entreprenører rangeret efter, hvem der kan tilbyde den laveste pris.

Wicotec Kirkebjerg vinder opgaven med en pris på 1.300 kroner - heraf er de 600 et tillæg, fordi opgaven ligger på under 3.000 kroner.

Carsten Hansen klikker på en knap, der skaber en pdf-fil med ordren. Filen skal e-mailes til Wicotec Kirkebjerg, og så er indkøbet klaret.

Mandag var dagen, hvor ministeren foretog det første indkøb af håndværkerydelser på vegne af Lejerbo.

I går kunne de øvrige omkring 170 almene boligselskaber også foretage indkøb via den digitale portal, som Lejerbo har taget initiativ til og stået for sammen med advokatfirmaet Publicure og virksomheden Prokura.

- 260.000 boliger er med i AlmenIndkøb. Det svarer til næsten halvdelen af alle almene boliger, fortalte adm. direktør i Lejerbo Palle Adamsen til indvielsen, og tilføjede, at der med omkring 350 leverandører tilknyttet rammeaftalerne dermed er stor efterspørgsel på indkøbs- og udbudssiden.

Indtil videre er det muligt at købe håndværkerydelser, el samt entrepriser via AlmenIndkøb.

Dong er leverandør på elektricitet, mens der samlet set er 340 leverandører tilknyttet rammeaftalen for håndværkerydelser, og til sidst er der 16 leverandører på rammeaftalen for total- og hovedentrepriser.

Ingen udbudsklager

Det er ikke kun skarpere tilbudspriser og færre administrationsomkostninger forbundet med udbud, som de almene boligselskaber kan opnå ved at anvende AlmenIndkøb, påpegede Palle Adamsen.

- AlmenIndkøb tager risikoen ved indgåelse af rammeaftale, sagde han.

Dermed er det ifølge Palle Adamsen ikke boligselskabet selv, der løber en risiko i forhold til udbuddet - og i yderste konsekvens risikoen for at ende i Klagenævnet for Udbud.

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet har AlmenIndkøb, siden rammeaftalerne blev udbudt, været genstand for kritik fra flere brancheorganisationer - blandt andet fra Dansk Byggeri, Danske Malermestre samt Håndværksrådet.

Blandt kritikpunkterne var, at entreprenørerne kunne risikere en dagbod på to procent af entreprisesummen og maksimalt 15 procent, samt at de i nogle situationer kunne komme til at skulle stille sikkerhed for en flyttelejlighed på 15 procent af entreprisen i op til fem år.

Betingelserne for dagbod og sikkerhedsstillelse er blevet justeret undervejs, og helt generelt oplyser Povl Nick Bronstein, partner i Publicure, at der under udbudsprocessen er indkommet en række spørgsmål, som AlmenIndkøb hver især har vurderet og besvaret.

- Enkelte af disse spørgsmål har betydet, at AlmenIndkøb har justeret på udbudsmaterialet inden for rammerne af udbudsprocessen med henblik på at imødekomme leverandørerne, oplyser han i et skriftligt svar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093