Midt i Aabenraas idræts- og fritidsliv vokser snart et nyt anlæg frem. Arena Aabenraa, der for få år siden fik en ny idrætshal, er nu i gang med næste etape: En ny svømmehal, der skal erstatte det eksisterende bassin og løfte hele anlægget til et helt nyt niveau. Når det er færdigt i september 2029, vil der stå et 25-meter bassin med ti baner, varmtvandsbassin, nye omklædningsfaciliteter, foyer og multisal klar til borgere og foreningsliv på tværs af generationer.
Udfordringen er dog, at sideløbende med byggeprojektet skal den gamle svømmehal være i drift. Bassiner åbne, omklædningsrum tilgængelige, tekniske anlæg kørende. Det er derfor en opgave, der kræver masser af erfaring med netop denne form for projekter – men det har totalentreprenøren Svend Aage Christiansen A/S heldigvis.
"Det er altid spændende, men det stiller store krav til både de projekterende og de udførende," siger projektchef Dennis K. Petersen. "Man skal forstå rytmen og tage tingene i den rette rækkefølge. Én ting er at sidde med tegningerne og lægge planer – men når man er derude, skal man være omstillingsparat."
Arkitektonisk sammenhæng som faglig ambition
Arena Aabenraa fik for et par år siden en ny idrætshal, og den nye svømmehal skal passe ind i det samlede udtryk. Det er en udfordring, Dennis K. Petersen beskriver som en af de fagligt interessante i projektet.
"Når vi bygger op ad eksisterende og skal have den nye bygning til at falde ind og matche, er det interessant, når vi modellerer op. Det visuelle og arkitektoniske spiller en stor rolle. Her er arkitekterne sluppet godt fra det," siger han.
Installationerne er det første benspænd
Projektet er vundet i totalentreprise, og Svend Aage Christiansen A/S arbejder tæt sammen med både Friis & Moltke og rådgiverne Niras. Den første store opgave starter til sommer, og det er ikke selve byggeriet – det er underlaget for det.
"Det store benspænd er installationerne," forklarer Dennis K. Petersen. "Vi skal omlægge en lang række el-, VVS- og ventilationsinstallationer samt afløb ude i jorden, så det hele er klar til det nye, inden vi bygger videre. Det skal gøres, mens svømmehallen kører. Det kræver en nøje planlagt rækkefølge, for vi kan ikke bare afbryde strøm eller vand i et anlæg, der er i brug."
Tegninger svarer ikke altid til virkeligheden. Når vi går i jorden, kan afløb og tekniske installationer se anderledes ud end forventet – og så handler det om at løse det hurtigt og godt, uden at det går ud over driften.
Projektchef Dennis K. Petersen
Forberedt på overraskelser
At bygge en tilbygning til et eksisterende anlæg er én ting. At gøre det, mens anlægget er i drift, og at sikre at nyt og gammelt arkitektonisk og teknisk hænger sammen, er en anden. Det er dog en kombination, som Dennis K. Petersen kender godt fra lignende projekter i bl.a. Helsingør, Skanderborg og Jammerbugt – men som alligevel byder på uforudsete udfordringer.
"I en over 50 år gammel bygning kan der gemme sig mange ting, man ikke har regnet med. Tegninger svarer ikke altid til virkeligheden. Når vi går i jorden, kan afløb og tekniske installationer se anderledes ud end forventet – og så handler det om at løse det hurtigt og godt, uden at det går ud over driften."
Svend Aage Christiansen A/S er i disse situationer særligt godt rustet, fordi virksomheden selv dækker en bred vifte af fagdiscipliner: jord, kloak, tømrer og murer. "Vi skal ikke diskutere med mange underentreprenører, når vi støder på noget uventet. Vi kan løse det hurtigt, fordi vi har fagene in-house," siger Dennis K. Petersen.
"Desuden mener vi, at vi både har erfaringen, evnerne og et rette team. Vi stiller gerne med det samme hold hver gang. De samme firmaer og gerne de samme folk."
Gennemprøvede hold giver bedre resultater
Bag projektchefens overvejelser om hold og relationer ligger en filosofi, der skiller Svend Aage Christiansen A/S fra mange andre. Frem for at hente det billigste bud på markedet til hver opgave, vælger virksomheden konsekvent samarbejdspartnere, der kender hinanden og kender virksomhedens arbejdsform.
"Vi ved, at et hold, der kender hinanden, giver bedre resultater. Det gælder særligt i komplekse projekter, hvor man ikke har råd til at bruge tid på at lære hinanden at kende, mens man løser problemer," siger Dennis K. Petersen.
Med totalentrepriseformen er ansvaret klart placeret ét sted. "Det er en styrke. I fagentreprise kan man ende med at stå og kigge på hinanden, når noget går galt. I totalentreprise er det vores ansvar – og det sikrer, at vi finder løsningerne," siger han.
Kommunikation er nøglen
Når et projekt som dette løber over tre år og både involverer et anlæg i daglig brug og fast personale og foreningsliv, er kommunikation altafgørende. I Arena Aabenraa bruges bl.a. visualiseringer aktivt til at gøre processen konkret og overskuelig for alle involverede parter.
"Vi tager bygherre og brugere ind tidligt og forklarer processen nærmest uge for uge, så de er klar over, hvad der skal ske. Hvor starter vi, og hvor slutter vi?" siger Dennis K. Petersen. "Det kræver store kommunikationsredskaber af byggelederen, men det er noget, vi oplærer i. Vi sætter en ære i at tale fornuftigt med folk – vi skal forstå deres behov og forsøge at få personale og bygherre til at forstå vores rytme."
Svend Aage Christiansen A/S
Svend Aage Christiansen A/S er en nordjysk entreprenørvirksomhed med base i Østervrå. Virksomheden tilbyder total- og hovedentreprise inden for byggeri, anlæg, transport og maskinstation, især til landbrug, industri og offentlige projekter. Med egne håndværkere og fokus på kvalitet og bæredygtighed løser de opgaver i hele Nordjylland.
Se mere på www.saac.dk
FAKTA: Arena Aabenraa ny svømmehal
- Bygningsart: Tilbygning og renovering, 2.800 m²
- Budget: 122 mio. kr.
- Opstart: Sommer 2026
- Aflevering: September 2029
- Bygherre: Aabenraa Kommune
- Totalentreprenør: Svend Aage Christiansen Hellum A/S
- Arkitekt: Friis & Moltke A/S
- Ingeniør: Niras Aarhus A/S