23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Her er Arkitektskolen Aarhus’ nye formand

Simon Kjær Hansen kommer til posten fra en lederstilling ved Københavns Universitet

Bestyrelsen for Arkitektskolen Aarhus får ved årsskiftet ny leder samt et nyt eksternt medlem

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Når bestyrelsen for Arkitektskolen Aarhus samles i februar 2026, vil der være mange nye ansigter ved bordet.

Simon Kjær Hansen er udpeget som ny bestyrelsesleder fra årsskiftet. Han afløser Carsten With Thygesen, der tidligere på måneden annoncerede sin afsked efter seks år på posten.

- Jeg har en lang faglig interesse i arkitektur, planlægning og det byggede miljø, og i dag arbejder jeg med, hvordan viden kan komme ud og skabe samfundsforandring og sætte et bredt aftryk, udtaler Simon Kjær Hansen.

- De to ting mødes helt perfekt på Arkitektskolen Aarhus, så da jeg så, at posten som bestyrelsesleder blev slået op, tænkte jeg, at det var noget af det mest interessante, jeg overhovedet kunne få lov at være en del af.

Simon Kjær Hansen er pt. leder af Dronning Marys Center ved Københavns Universitet, der arbejder for at gøre human- og samfundsvidenskabelig forskning til en ressource i løsningen af samfundsproblemer. 

Tidligere har han været en del af den globale ledelse i den internationale by- og klimaorganisation C40 Cities samt arbejdet som vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, blandt andet med ansvar for planområdet, byrums- og arkitekturpolitik samt klimastrategi og almene boliger.

Bidrag til udviklingen af samfundet

Som bestyrelsesleder skal Simon Kjær Hansen sammen med skolens ledelse være med til at trække de langsigtede streger på tegnebrættet.

- Skolen skal i tæt samspil med vores omverden være med til at udvikle samfundet i en bedre retning, og det kan Arkitektskolen Aarhus have en helt særlig rolle i, siger den nye bestyrelsesleder og peger på de økologiske kriser som eksempler:

- Hvordan kan vi indrette os som samfund, så vi får nemmere ved at træffe de grønne valg, og hvordan kan vi arbejde med at nedbringe vores forbrug af kvadratmeter, når vi ved, hvad det betyder for vores udledninger.

Flere ændringer

Det er ikke kun for bordenden, der er blevet skiftet ud i bestyrelseslokalet.

Arkitekt Simeon Bamford fra tegnestuen ReVærk er blevet udpeget til bestyrelsen af arkitekturudvalget i Statens Kunstfond. Her kommer han til at afløse Andreas Lykke Olesen fra designbureauet Kollision.

Simeon Bamford er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus i 2016, hvorefter han etablerede tegnestuen ReVærk.

Der har desuden været afholdt valg til bestyrelsen blandt skolens studerende og videnskabelige personale. Her har lektor Niels Martin Larsen opnået valg som repræsentant for det videnskabelige personale, mens skolens studerende fremover vil blive repræsenteret af Tobias Kjeldstad Futtrup og Josefine Bank-Mikkelsen. Det betyder, at den samlede bestyrelse fra årsskiftet ser således ud:

Arkitektskolen Aarhus' bestyrelse

Eksterne medlemmer

  • Simon Kjær Hansen – Bestyrelsesleder
  • Signe Kongebro – Vicebestyrelsesleder
  • Helle Borup Friberg
  • Simeon Bamford
  • Lisbet Wolters

Interne medlemmer

  • Josefine Bang-Mikkelsen
  • Tobias Fjeldstad Futtrup
  • Niels Martin Larsen
  • Mads Blenker

Kilde: Arkitektskolen Aarhus

Se nøgletal for: {{ company.name }}
BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web01