En international satsning på vandteknologi får hjemsted i Aarhus med et nyt Vandets Hus som hovedkvarter.
Byggeriet bliver centrum for forskning, erhverv samt undervisning og skal opføres på Pier 3, næste etape i udviklingen af Aarhus Ø. Projektet realiseres af udvikleren Bricks i samarbejde med AP Ejendomme.
- Vi er stolte over at være med til at realisere et projekt, der både har international rækkevidde og lokal forankring. Vandets Hus viser, hvordan vi i Danmark kan samle kræfterne om vandinnovation og skabe nye byrum, der gør en reel forskel, siger Martin Busk, stifter og ejer af Bricks, i en pressemeddelelse.
Vandets Hus bliver hovedsæde for det europæiske initiativ EIT Water, der får et opstartstilskud svarende til 37 mia. kr. i 2026. Desuden forventes initiativet at rejse flere hundrede mio. euro over sin 15-årige finansieringsperiode og tiltrække virksomheder, investorer og internationalt talent inden for vandsektoren.
Byggeriet ventes at gå i gang i 2027.
Pier 3, den tidligere færgeterminal i Aarhus, udgør den sidste store etape i udviklingen af de bynære havnearealer på Aarhus Ø.
Foruden Kilden & Hindby består udviklerholdet bag omdannelsen af arealerne af Bricks, AP Pension, Voluntas og Heartland, der er Anders Holch Povlsens holdingselskab.

