23948sdkhjf

Ambitionerne for storstilet projekt nedjusteres kraftigt

Zeppelin-museum til 350 millioner er skudt til hjørne

Projektet Zeppelin Tønder, der skulle tiltrække 300.000 årlige besøgende, er skudt til hjørne.

- Zeppelin Tønder er en ambitiøs satsning i internationalt format, sagde Jørgen Popp Petersen, formanden for den politiske styregruppe bag projektet i Tønder, da planen blev præsenteret i 2021.

Sidenhen er der ikke sket meget med det ambitiøse projekt, der skulle være et oplevelses- og formidlingscenter af Første Verdenskrig, zeppelinere samt flyteknologisk og grøn udvikling. Men projektmagerne har ikke opgivet.

Museet skulle blandt andet bestå af en 5.000 kvm stor bygning, inspireret af Zeppelinerne, som placeres ved siden af den historiske tilbageværende flyhangar i Soldaterskoven i Tønder.

I dag har man nedjusteret det forventede årlige besøgstal ned til 30.000. 

Manglende finansiering

Oprindeligt vurderede man op, at Zeppelin Tønder ville kræve investeringer på i alt 350 mio. kr. 

Det har ikke været muligt at hente i nærheden af det beløb, men en del af beløbet er blevet bevilliget.

- Landskabsprojektet i skoven har al finansiering på plads. Det drejer sig om cirka 30 mio. kroner. Pengene skal bruges på at synliggøre fortidsminder i skoven og renovering af barakbygninger til publikumsaktiviteter, siger Keld I. Hansen, udviklings- og projektdirektør for Zeppelin Tønder, til JydskeVestkysten.

Nordea-fonden har bevilliget 16,5 mio. kr. til den del af projektet.

Men selve udstillingen i den gamle flyhangar hænger i en tynd tråd. Her mangler man stadig 15-18 mio. kr. ud af i alt 30 mio. kr. 

Derfor må folkene bag projektet også se langt efter den 5.000 kvm store Zeppelin-inspirerede museumsbygning, der er sat i bero for nu.

Håbet er intakt

Keld I. Hansen håber, at de store fonde vil få øjnene op for projektet, så det kan komme tæt på den oprindelige plan. Men han erkender dog også, at det ikke nødvendigvis er realistisk med et projekt til 250-300 mio. kr.

En af forklaringerne på, at det har været svært at finde nok finansiering, er ifølge udviklings- og projektdirektøren, at de store fonde  i dag sjældent støtter "barmarksprojekter", projekter opført fra bunden uden eksisterende infrastruktur.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082