Fynsk trio satser stort: 127.000 kvm nær hovedstaden skal forvandles

Opdateret 1. april 2025: I den oprindelige omtale af investeringen blev arealet, investorerne har købt, omtalt som Nærheden 2.0. Siden har AG Gruppen ændret betegnelsen af området til ”Hedehusene sydøst”. Det er sket efter, at Høje Taastrup Kommune har påpeget, at ”Nærheden” er en beskyttet titel - som er ejet selskabet Nærheden P/S - for det nyudviklede boligområde.
Allerede inden AG Gruppens første projekt i byudviklingsområdet Nærheden står færdigt, er den store fynske projektudvikler klar med endnu en investering i Høje-Taastrup Kommune.
Denne gang sker det sammen med to andre fynske firmaer, Birch Invest og Cardel Ejd. & Projekt.
Investeringen i Hedehusene sydøst dækker over et jordopkøb på cirka 127.000 kvm, der endnu ikke er lokalplanlagt, men dog udpeget som et perspektivareal i den nuværende kommuneplan.
- Vi skal nu undersøge hvilke muligheder, der ligger i opkøbet, så vi kan udvikle det bedst mulige projekt for os og ikke mindst Høje-Taastrup Kommune, udtaler adm. direktør i AG Gruppen, Bjarke Windeløv Graae, i en pressemeddelelse.
Dialog inden samarbejde
Investeringen i Hedehusene sydøst er de tre fynske virksomheders første samarbejde:
- Vi har siden hjemkøbet af det spændende udviklingsareal i Storkøbenhavn været i dialog med flere store aktører, hvor AG Gruppen har leveret den mest seriøse og agile tilgang til at forløse områdets potentiale, fortæller adm. direktør Thomas Cardel fra Cardel Ejd. & Projekt.
AG Gruppens igangværende projekt i Nærheden, Cikoriehaven, er et andels- og ejerboligprojekt med 110 boliger. Bebyggelsen bliver fra to til seks etager og omfatter både rækkehuse, opgangshuse og punkthuse samt et parkeringshus. Andels- og ejerboligprojektet er opkaldt efter blomsten Cikorie.