Direktør for Flemløse Biogas: - Det har påvirket mig og mine medarbejdere voldsomt

To måneder efter den fatale dødsulykke på Flemløse Biogasanlæg sætter direktør Kurt Brusgård Poulsen nu nogle flere ord på, hvordan ulykken kunne ske - og hvordan den har påvirket ham og medarbejderne.
- Det er ubærligt, at tre folk har mistet livet. Det har påvirket både mig og mine medarbejdere voldsomt, og det vil for altid sidde i os, udtaler Kurt Brusgård Poulsen i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at Flemløse Biogas’ forsikringsselskab, Alm. Brand, satte efter den tragiske ulykke ingeniørvirksomheden Vita til at kortlægge årsagen til ulykken. Og konklusionen er den samme som det, Arbejdstilsynet kom frem til; at taget kollapsede, fordi støbeformen var ustabil.
”Kollapset på Flemløse Biogasanlæg kan med overvejende sandsynlighed henføres til brud i IPE-profilerne (stålbjælkerne), der fungerede som understøttende dragere for betonformen. Undersøgelserne afslører markante fejl i beregningsgrundlaget samt væsentlige afvigelser i udførelsen. Disse forhold har medført en kritisk overbelastning af materialerne og dermed forårsaget kollapset”, fremgår det af Vitas undersøgelse.

- Det løber jeg ikke fra
Efter ulykken har Arbejdstilsynet udstedt to strakspåbud til Flemløse Biogas og to til et par af underleverandørerne.
- Jeg påtager mig selvfølgelig det overordnede ansvar. Det løber jeg ikke fra. Men jeg har hyret nogle af de dygtigste eksperter i Europa til at bygge tanken. Entreprenøren EnviTec Anlagenbau er en af Tysklands førende entreprenører inden for opførelse af biogasanlæg, og deres belgiske underleverandør, BioDynamics, er specialister i at bygge betontanke. De er begge eksperter på området med mange års erfaring. Derfor har jeg selvfølgelig også haft stor tiltro til, at alt foregik efter alle forskrifter, udtaler Kurt Brusgård Poulsen.
Udover de tre omkomne, der var hhv. to unge mænd fra Rumænien og en 53-årig belgier, kom seks yderligere til skade i forbindelse med silokollapset. De tilskadekomne er i alderen 19-49 år.
- Midt i tragedien er det glædeligt, at alle de seks tilskadekomne i dag har det bedre og ser ud til ikke at få alvorlige mén fra ulykken. Alle på nær en er nu hjemme og har det godt. Den sidste skal gennemgå en operation i sit ben, men har det ellers okay, udtaler direktøren for Flemløse Biogas, der ikke ønsker at stille op til interview.