23948sdkhjf

Kommer indsættelsen af Trump til at påvirke dansk byggeri? Ekspert har et bud

Hvilken betydning vil Donald Trumps indsættelse som præsident få af betydning for danske leverandører og producenter?

Donald Trump har nu for anden gang ladet sig indsætte som USA's præsident.

Og mens Trumps anden periode først lige er begyndt, har en række døre til nye spørgsmål om det globale marked åbnet sig. Meget kan fortsat nå at ske, og op til indsættelsen har den 78-årige præsident blandt andet bidraget til usikkerheden med en række kryptiske udmeldinger om især territorier og ejerskab.

Donald Trumps retur til Det Ovale Kontor i Washington D.C. og hans uforudsigelige ageren kommer også til at påvirke rentemarkedet, som påvirker byggerierne, hvilket i sidste ende påvirker producenter og leverandører til byggebranchen.

Det bliver dog hovedsageligt på kort sigt, vurderer økonom Curt Liliegreen, der er direktør for Boligøkonomisk Videncenter.

- Vi har en præsident i USA, hvis varemærke er, at han er uforudsigelig, og at han repræsenterer noget nyt. Det kan de finansielle markeder, der er konservative af natur og foretrækker stabilitet, ikke lide, siger Curt Liliegreen.

Uro i første del af 2025

Han nævner hele sagen om opkøbet af Grønland som et godt eksempel på det uforudsigelige, hvilket gør det svært for de finansielle markeder at fortolke situationen. Tilmed er der trusler om handelskrige og toldsatser, som gør, at markedet afventer ham og hans embede.

- Toldsatser er inflationsdrivende, hvilket løfter priserne. Derfor afventer markedet Trumps ageren. Man skal nok regne med, at der i første halvår 2025 vil være lidt uro på de finansielle markeder, siger Curt Liliegreen.

Han tilføjer:

- Hvis der endelig skulle komme en handelskrig, vil det kun midlertidigt give inflation. Derefter vil det jo ramme den økonomiske vækst, og så må vi formode, at renten for alvor kommer ned bagefter, siger han.

Nævnte ikke Grønland

Donald Trump blev mandag kl. 18.00 dansk tid taget i ed som USA's 47. præsident. Kort tid efter holdt han sin indsættelsestale. 

Til trods for at det har fyldt meget den seneste tid, blev Grønland dog ikke nævnt med ét ord, selvom præsidenten talte om, at USA vil "udvide sine territorier". Derimod nævnte Donald Trump dog, at USA skal "tage Panama-kanalen tilbage" i talen, der varede godt en halv time.

- Vores sikkerhed vil blive genoprettet, var noget af det tætteste, Trump kom på at sige noget, der kunne relateres til Grønland i talen, der mest handlede om landets indenrigspolitiske problemer.

Og her var han klar i sproget:

- USA's gyldne tidsalder begynder lige nu.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128