23948sdkhjf

Efter flere store byggebrande: Efterspørgsel på brandvagter er eksploderet

2024 har budt på flere store byggebrande, og det har fået efterspørgslen på brandvagter på landets byggepladser til at stige

Ildebrande i den danske byggebranche har været et stort tema i år.

Først brød Børsen-bygningen i brand, siden hen fulgte flere brande på Novo Nordisk-byggerier, mens der også udbrød brand i Skatteministeriet. Og de mange brande har da også sat deres spor.

Særligt siden de to første brande er efterspørgslen på brandvagter steget markant på landets byggepladser.

Det skriver Ingeniøren, som har talt med Kim Henrik Larsen, der er gruppeleder hos Dansk Brandvagt. Han fortæller, at der siden Børsen-branden har været et større fokus på brandsikring hos kunder.

- Hvis jeg siger, at efterspørgslen er ottedoblet, så er det i hvert fald ikke overdrevet, siger han til mediet, hvor flere fagfolk melder om en lignende efterspørgsel.

Skærpet opmærksomhed nødvendigt

Det er ofte i forbindelse med varmt arbejde såsom svejsearbejde, at brandfare kan opstå. Derfor er brandvagter også lovpligtige og nødvendige, når der arbejdes i høje temperaturer.

Det talte Licitationen eksempelvis med en række eksperter om, da vi tilbage i april tegnede et billede af kobbersmeden og de varmerisici, der er forbundet med svejsearbejdet.

Her lød det blandt andet, at ildarbejdet krævede godt håndværk og skærpet opmærksomhed at arbejde med åben ild og høj varme. Ellers kan det hurtigt gå galt.

- Der kan være træsmuld, støv eller tagpap, der let kan antænde, uden at man ved af det. Endda flere timer efter. Der er mange brandrisici ved projekter, der involverer kobber, fortalte Jens Christian Bøgh, der driver blikkenslagervirksomheden Littaus Eftf. og har stor erfaring med svejsning og den dertilhørende proces.

For at kunne være brandvagt skal man have gennemført et kursus i brandbekæmpelse eller varmt arbejde. Også på disse kurser er interessen steget markant, lyder det.

Ifølge tal fra Forsikring & Pension har erstatningsudbetalinger i forbindelse med brandulykker på byggeprojekter samlet kostet godt og vel 1,2 mia. kr. over ti år.

Artiklen er en del af temaet Brand i Børsen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141