WSP Danmark-direktør avancerer: Får ansvaret for stor international region
Indtil nu har Per Christensen som adm. direktør ageret tovholder i WSP Danmark, men nu venter der endnu mere ansvar.
For når WSP-moderselskabet samler Danmark, Tyskland, Holland og Polen i én enhed i regionen Central Europe Northern Region, bliver det med danskeren som adm. direktør for regionen. Samtidig fortsætter han i sin nuværende stilling i WSP Danmark.
- Vi kan noget i Danmark, som de andre kigger på. Vi er gode til at tænke fremtiden ind i løsningerne, og det gælder både, når der er tale om grøn omstilling, miljø og natur og at indtænke sociale elementer i løsningerne, siger Per Christensen i en pressemeddelelse.
Som eksempel nævner han den amerikanske Sustainability Delivery Awards, hvor WSP Danmarks arbejde med muslinger og deres evne til at rense vandet vandt en pris sidste år.
Koncernen begrunder sammenlægningen med, at det i højere grad gør det muligt for koncernen at rådgive internationale virksomheder på tværs af grænser.
- Med store internationale kunder, sætter vi ofte et internationalt hold af eksperter, der er de bedste til at løse opgaven. Det er noget af det, vi er rigtige gode til og fortsat vil have fokus på til fordel for vores kunder, siger den adm. direktør.
Per Christensen har været adm. direktør i WSP siden 2019, hvor ingeniørvirksomheden købte Orbicon, hvor han besad en lignende stilling.
Nu bliver han direktør for i alt 1.500 medarbejdere fordelt i Danmark, Tyskland, Holland og Polen.
Den nye organisering, hvor Per Christensen bliver adm. direktør for regionen, effektueres fra 1. januar 2025.
WSP leverer strategisk og teknisk rådgivning til kunder inden for transport, infrastruktur, miljø, byggeri, energi, vand og industri. Koncernen har omkring 73.000 medarbejdere verden over.