23948sdkhjf

Erfaren netværksmand i spidsen for små og mellemstore virksomheder

Campingformand og tidligere folketingskandidat tiltræder som direktør i DM&E

Jacob Christian Nielsen er manden, der fremover skal svinge taktstokken i DM&E, Danske Maskinstationer og Entreprenører.

Dermed får brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder inden for entreprenørarbejde, kloakmestre, skoventreprenører og maskinstationer en erfaren netværksmand som direktør, fremgår det af en pressemeddelelse fra DM&E.

Den nye direktør har tidligere haft samme rolle hos ITD, en brancheorganisation for danske transport- og logistikvirksomheder, i seks år.

Her opnåede Jacob Christian Nielsen ifølge DM&E markante resultater. Hans erfaring med at etablere politiske initiativer både i Danmark og i EU samt hans fokus på digitalisering og den grønne dagsorden bliver ligeledes fremhævet.

DM&E, Danske Maskinstationer og Entreprenører

DM&E, Danske Maskinstationer og Entreprenører, er brancheforeningen for entreprenører, kloakmestre og skoventreprenører samt maskinstationer.

Organisationen omfatter mere end 700 medlemsvirksomheder over hele Danmark. 

DM&E’s erklærede mål er gennem politisk interessevaretagelse, udvikling af værktøjer og direkte rådgivning at lette dagligdagen for medlemsvirksomhederne.

Kilde: DM&E

- Med hans erfaring og stærke netværk både nationalt og i EU er vi sikre på, at han kan bidrage til at sikre gode rammevilkår for vores medlemsvirksomheder, udtaler formanden for bestyrelsen, Niels Rüsz, i pressemeddelelsen.

Udpeger central udfordring

Den nye direktør peger selv på flere områder, hvor DM&E kan gøre en forskel for medlemsvirksomhederne, som står over for udfordringer som generationsskifte, digitalisering og den grønne omstilling.

Især når det kommer til rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, vil han sætte ekstra fokus:

- En central udfordring er rekrutteringen af kvalificeret arbejdskraft, hvilket er en generel udfordring på arbejdsmarkedet, især da generationerne bliver mindre, siger Jacob Christian Nielsen.

I hans optik er et godt sted at starte at tiltrække unge mennesker til branchen gennem lærepladser og andre initiativer.

- Det er vigtigt at finde måder at gøre branchen attraktiv for kommende generationer, så vi sikrer en stabil og kompetent arbejdsstyrke fremadrettet, udtaler Jacob Christian Nielsen.

Friske indspark

Jacob Christian Nielsen kommer senest fra en stilling som adm. direktør hos Meldgaard Recycling, hvor han tilbragte otte måneder. Forud for det tæller CV’et blandt andet stillinger hos Ecco og Danfoss, godt fire år som adm. direktør hos Erhvervshus Sydjylland samt ti år som næstformand i Sydbank.

Derudover stillede han i 2022 op som folketingskandidat for Venstre og har siden 2021 været bestyrelsesformand i CODK, brancheforeningen for den danske campingbranche.

Selvom Jacob Christian Nielsen dermed ikke har direkte erfaring inden for DM&E’s tre branchesegmenter, ser foreningens ledelse det som en mulighed for at bringe nye perspektiver og innovative løsninger ind i organisationen.

- Min vigtigste opgave vil være at støtte medlemmerne i at videreudvikle deres forretninger og sikre, at vi har de rette politiske rammevilkår på plads, udtaler den nye direktør. 

- Selvom jeg ikke har arbejdet i alle de specifikke segmenter, som DM&E dækker, har jeg set lignende udfordringer i andre brancher. Jeg planlægger at besøge medlemmerne og virkelig lytte til, hvad der rører sig, så vi kan finde de bedste løsninger sammen, tilføjer han.

Forgænger gik bort

DM&E har været uden en permanent direktør, siden Bent Juul Jørgensen pludselig gik bort i forsommeren. 

- I denne svære tid vil han i tæt samarbejde med den øvrige ledelse, herunder administrationschef Lene Poulsen samt chefkonsulenterne Sebastian Ravn og Claus Clemmensen, varetage direktørrollen indtil en permanent efterfølger er fundet, oplyser DM&E dengang i en pressemeddelelse.

Jacob Christian Nielsen tiltræder som direktør i DM&E 1. oktober 2024.

Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094