23948sdkhjf

Bliv klædt på til at fokusere på biodiversitet

Ifølge Dansk Industri (DI) kan det ofte betale sig at være first mover, også når det gælder biodiversitet. Organisationen har bl.a. samarbejdet med Verdensnaturfonden, WWF om udarbejdelse af en række cases og inspiration til danske virksomheder, der dermed får nemmere ved at komme i gang.

Naturen og biodiversiteten er under pres, ikke blot i Danmark, men i hele verden, og der skal ydes en stor indsats for at vende udviklingen. Og det er ikke blot fra politisk side, at der skal ske noget – også erhvervslivet skal være med til at handle, før det er for sent. Det er holdningen hos Dansk Industri (DI), der opfordrer deres medlemsvirksomheder til at komme i gang med at belyse deres aftryk i forhold til biodiversitet.

“Lidt polemisk kan man sige, at ‘no biodiversity means no business’. Rigtig mange virksomheder er jo afhængige af ressourcer fra naturen, så det er i deres egen interesse at passe på den,” forklarer Kitt Bell Andersen, der er seniorchefkonsulent i DI’s afdeling for miljøpolitik og cirkulær økonomi.

Start med at identificere dit aftryk

Hos DI har biodiversitet været prioriteret i flere år, og organisationen sidder bl.a. med i en følgegruppe til Biodiversitetsrådet og har været en aktiv partner i Biodiversitetspartnerskabet, hvor 22 organisationer fra den private sektor, civilsamfund og videninstitutioner tilsammen arbejder for, at tabet af biodiversitet skal standses senest i 2030.

Sideløbende har DI selv udarbejdet en række forslag til, hvordan danske virksomheder kan bidrage til genopretningen af naturen og biodiversiteten både i havet og på land. De 40 konkrete anbefalinger er at finde i udgivelsen ‘Mere og bedre natur og biodiversitet’, der både er tilgængelig på DI’s hjemmeside og fås som et fysisk katalog.

“Der er mange ting, de danske virksomheder kan gøre, men det er en kompleks dagsorden, og for mange af vores medlemmer er det en ny dagsorden, og det kan være svært at komme i gang. Det vigtigste man helt konkret kan gøre er at foretage en kortlægning af, hvor ens største aftryk er og identificere påvirkningen af økosystemer i hele værdikæden for at få overblik over de væsentligste påvirkninger og hvor det er muligt at sætte ind,” siger Kitt Bell Andersen.

Senest har DI fået penge af Industriens Fond til et samarbejde med Verdensnaturfonden i et projekt, der løber til og med efteråret. Her har man interviewet en lang række virksomheder og skabt et onlineunivers med cases og fortællinger, hvor man kan blive inspireret og se, hvilke udfordringer andre virksomheder har mødt – og hvilke løsninger de har fundet.

Mangler standarder på området

En af udfordringerne er dog, at det kan være svært sætte konkrete tal på biodiversitet, fordi der ikke findes gængse standarder for måling og kvantificering, som man fx kender det fra CO2-kvoter. Men der er alligevel flere gode grunde til at komme i gang, mener Kitt Bell Andersen: “For det første pga. de nye regulativer fra EU, der betyder, at virksomheder af en vis størrelse skal til at afrapportere på biodiversitetsområdet – hvilket også kommer til at påvirke deres underleverandører og samarbejdspartnere. Jo før man starter, des bedre er man klædt på til de nye regler. Desuden ved vi fra bæredygtighedsområdet, at der er en konkurrencefordel i at være foran på den grønne omstilling. Endelig kan vi også mærke i dialogen med vores medlemmer, at det også kan være interessant at beskæftige sig med biodiversitet i forhold til at tiltrække de unge medarbejdere.”

Dansk Industri

Dansk Industri (DI) er Danmarks største erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening, og repræsenterer over 19.000 virksomheder fra forskellige sektorer, såsom produktion og service. Organisationen arbejder for at styrke erhvervslivets konkurrenceevne og påvirke politiske beslutninger for at skabe bedre vækstbetingelser.

Se mere på www.danskindustri.dk

Artiklen er en del af temaet Kommuner i Vækst - Biodiversitet.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205