Nabo har fået afslag - i morges blev de alligevel vækket af maskiner
Tidligt mandag morgen vågnede Henrik Jørgensen og hans naboer ikke til den sædvanlige lyd af fuglekvidder på Bragesvej i Silkeborg.
I stedet vågnede de til lyden af fældning af træer i den skov, der ligger få meter fra hans hus.
Det skriver TV2 Østjylland.
Det kan lyde harmløst at blive vækket af maskiner, men denne sag er af en helt anden karakter, hvis man spørger Henrik Jørgensen.
- Det er et overgreb, som kan vise sig at være fuldstændig overflødigt.
Sagen kredser sig om en grund i skoven, hvor ejeren har fået afslag på at bygge af Silkeborg Byråd. Alligevel er store maskiner begyndt at fælde træer på grunden.
Til stor forundring og ærgrelse for Henrik Jørgensen og andre naboer.
- Det er frygtelig deprimerende, siger han om sagens udvikling.
I september sidste år fik bygherren afslap på sin ansøgning om dispensation til at bygge på grunden.
Den afgørelse har bygherren Kristian Kryger klaget over til Planklagenævnet. I mellemtiden er han gået i gang med at fælde træer, og det forarger Henrik Jørgensen.
- For mig at se er det en del af en demokratisk proces, at man selvfølgelig afventer en verserende klagesag.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man kan lave overgreb ved at gå ind og slette naturen midt under sagsbehandlingen, hvor ingen kender noget som helst til udfaldet, siger Henrik Jørgensen.
I Plan- og Vejudvalget i Silkeborg undrer man sig også over, at der bliver fældet træer, selvom byrådet har afvist en dispensation fra bygherre. Det siger Jan Beck Nielsen, medlem af udvalget for Liberal Alliance.
- Det kan sagtens være, han har lov til det juridisk, min udfordring er bare at der er andre jurister, der siger det modsatte. Og så kan jeg ikke forstå hvorfor bygherre ikke vil afvente afgørelse på den klage, som han selv har sendt ind, siger han.
Når byrådet siger nej og bygherren så alligevel kan få lov til at fælde træer, kan man så overhoved regne med byrådets beslutninger?
- Næ, det kan man ikke. Et er hvad vi politikere kan udstikke af retningslinjer, men noget andet er jura. Det kan godt være, han juridisk har ret til det her, men moralsk er der noget, der skratter i mine ører.
Forstår ikke kritik Bygherre Kristian Kryger kan til gengæld ikke forstå, at Henrik Jørgensen og Jan Beck Nielsen undrer sig over udviklingen.
Det siger han i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
- I 2021 gav Silkeborg Kommune tilladelse til at der må fældes træer på grunden. Planklagenævnet stadfæstede denne afgørelse i 2022. Der har således i 2 år været muligt - og lovligt - at vedligeholde og fælde træer på grunden, skriver han.
Han mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem den klagesag, han har indsendt til Planklagenævnet og det faktum, at han fælder tæer.
- Fakta er, at den verserende sag om skovbyggelinje således intet har at gøre med tilladelsen fra 2021 til vedligeholdelse af grunden, skriver han til TV2 Østjylland.
Men det svar får ikke Henrik Jørgensen og andre naboer til at give op.
- Vi har appeleret til at få kommunen til at gribe ind og sige; prøv at tænk i sund fornuft. Stop skovfældningen nu og afvent klagens afgørelse, siger han.