23948sdkhjf

Nyt tiltag mod stormflod ved Øresundstunnelen

Der er bygget en endnu stærkere stormflodssikring ved Øresundsforbindelsen

Øresundsbron har nu mulighed for at aktivere en specialkonstrueret mobil stormflodssikring, hvis der er risiko for oversvømmelse af togskinnerne ved Øresundstunnelen på Amager. 

Det skriver Øresundsbron i en pressemeddelelse. 

Her uddybes det, at der er tale om en sikring, der "hurtigt kan monteres på skinnerne og holde store mængder vand tilbage med en tæt forsegling omkring skinnerne".

Stormflodssikringen af togskinnerne er etableret på Kastrup-halvøen ved Københavns Lufthavn. Det er Øresundsbrons danske ejer, A/S Øresund, der ejer grunden, men projektet er ifølge pressemeddelelsen finansieret og udviklet af Øresundsbro Konsortiet og gennemført i samarbejde med HedeDanmark, Aarsleff Rail A/S, Sweco og Stormflodssikring ApS. 

Ifølge Christian Tolstrup, projektleder hos Øresundsbron, bør løsningen kunne bruges flere steder som "supplement til permanent sikring".

Øresundsbrons stormflodsprogram blev indledt i 2019 med en analyse. Det første spadestik til stormflodssikringen blev taget i 2022, og siden er der opført et 900 meter langt sikringsdige på Kastrup-halvøen, og der er etableret flere beskyttelsesforanstaltninger på Peberholm. Dertil kommer et "kompliceret arbejde med at finde en løsning, der beskytter togskinnerne og Øresundstunnelen på tværs af sporene mellem Danmark og Sverige"

- Det er vores mål at fordoble broens levetid til mindst 200 år. For at det kan lykkes, er der blandt andet brug for løsninger, der beskytter os mod følgerne af klimaforandringerne som for eksempel stormflod, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbron. 

Etableringsomkostningerne beløber sig ifølge pressemeddelelsen til 7 mio. kr. I alt er der afsat 60 mio. kr. i Øresundsbrons investeringsbudget til stormflodssikring af Øresundsforbindelsen frem til 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

2.042