23948sdkhjf

Central tagrenoverings-direktør: - Vores hjerter græder

Børsen brænder, og tagrenoverings-direktør har ingen viden om, hvad der skal ske nu. Det vigtigste, siger han, er at passe på medarbejderne

I hans kalender stod en række møder. Men allerede tidligt tirsdag morgen stod det klart, at han måtte aflyse alt. Børsen stod i brand.

- Det var ikke lige den morgen, jeg havde drømt om, siger Peter Følbæk Nielsen.

Han er adm. direktør i Tømrer- og Snedkermester Børge Nielsen A/S, der i de seneste seks-ni måneder har stået for at udskifte tagbrædderne på Børsen, der siden tirsdag morgen har stået i voldsom brand. 

- Det er en skrækkelig, skrækkelig dag. Der er ingen tvivl om, at vores hjerter græder, siger Peter Følbæk. 

Renovering af Børsen

Bygherre: Dansk Erhverv

Hovedentreprenør: Toft Kobber v/Brian Toft Hansen

Tømrer (underentreprenør): Tømrer- og Snedkermester Børge Nielsen A/S

Totalrådgiver: Leif Hansen Arkitekter ApS (fast arkitekt for Børsbygningen)

Teknisk rådgiver (underrådgiver): Bang & Beenfeldt A/S

Bygherrerådgiver: Emcon A/S

Kilde: Projektagenten

Passer på medarbejdere 

Ifølge Peter Følbæk var 10 af selskabets medarbejdere mødt op på byggepladsen ved Børsen tirsdag morgen. Heldigvis er de alle kommet sikkert ud igen: 

- Med den viden, vi har nu, så ja: Alle vores medarbejdere er kommet sikkert ud af bygningen, fortæller han. 

Nu er entreprenøren i gang med en proces, hvor virksomhedens medarbejdere modtager hjælp og støtte. 

- Jeg har et hold, der lige nu arbejder med drengene, der har oplevet det lidt tættere på end alle andre. Vi skal passe på dem. Det er vores primære opgave. 

Arbejde går op i røg

Entreprenøren har arbejdet på tagrenoveringen af Børsbygningen i mellem seks og ni måneder, og de mange timers arbejde svarer til lidt over halvdelen af det fulde arbejde med at udskifte træbrædderne på den næsten 400 år gamle bygning. 

- Vi var vel omkring 60 pct. af vejen. Vi havde en drøm om, at vi gerne ville være meget tæt på at være færdige med at lave tag, inden der skulle være jubilæum.

Jubilæet, der skulle fejres om under et år, er Børsens 400-års jubilæum. Her skulle man blandt andet fejre det ikoniske dragespir, der er opført i 1625. Tirsdag morgen væltede spiret. 

- Vi er kede af det. Vi sidder og ser det samme, som alle andre gør, siger Peter Følbæk. 

Christian IV's Børsbygning

  • Byggeriet startede omkring 1619 og blev færdiggjort i 1624
  • Børsen blev opført af arkitekterne Lorenz van Steenwinckel og Hans van Steenwinckel den yngre
  • Bygningen er et eksempel på nederlandsk renæssance med sine svungne gavlpartier og sandstensindfattede vinduer
  • Blev bygget til handelsbygning og fungerede op til 1800-tallet som varebørs
  • Børsen er omkring 128 meter lang og 21 meter bred. Bygningens nuværende udseende er fra 1883

 

Ingen viden 

Hvad der sker i morgen og herfra, kan Peter Følbæk ikke gøre os klogere på. 

- Jeg har ingen viden om, hvad processen er herfra. Lige nu handler det om at skabe tryghed for vores medarbejdere. 

Han understreger, at han bestemt ikke tilbageholder information: 

- Jeg mener det. Jeg har virkelig ingen viden på nuværende tidspunkt. 

Artiklen er en del af temaet Brand i Børsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14