København løfter sløret for åbning af forsinket og fordyret busterminal
Der er ved at blive lagt sidste hånd på Københavns nye fjernbusterminal ved Dybbølsbro.
Og nu sætter Københavns Kommune dato for åbningen, som oprindeligt skulle have fundet sted i foråret 2023.
Den dato er siden skudt flere gang, men nu lyder det, at åbningsdagen bliver den 6. juni i år.
Hidtil har fjernbuspassagerne skulle stå på ved Ingerslevgade, men det med kommunens egne ord medført et trafikkaos.
- I mange år har det været kaotisk og utrygt at stige af og på busserne på Ingerslevsgade. Det kan vi som en moderne, international storby ikke byde turister og andre rejsende, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.
Overborgmesteren er "stolt af", at Danmarks hovedstad nu "vinker endegyldigt farvel til trafikkaosset og i stedet kan byde rejsende og busser velkommen til en ny, moderne busterminal".
Selve terminalen er lavet til at kunne servicere cirka 1,4 mio. passagerer årligt. På et hverdagsdøgn er det omtrent 195 busser.
Det er Vejdirektoratet, der har opført busterminalen for Københavns Kommune, mens Movia vil stå for den daglige drift.
Anlægsarbejdet begyndte i 2021, og i alt har terminalen kostet omkring 165 mio. kr., oplyses det i pressemeddelelsen. Oprindeligt var den budgetteret til 80,2 mio. kr.
CG Jensen A/S blev i sommeren 2022 valgt som entreprenør på projektet. Også Hoffmann viste i sin tid interesse for opgaven.
Terminalen omfatter 15 busholdepladser. Dertil kommer blandt andet en ventesal og en kiosk.