A. Enggaard får grønt lyst til nedrivning af nedslidt kødfabrik

Alle, der har taget toget til Aarhus de seneste mange år, har passeret den gamle og nedslidte Jaka-fabrik i Brabrand. Nu skal den tidligere kødfabrik rives ned.
Det står klart efter, at entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard har modtaget nedrivningstilladelse fra Aarhus Kommune. Entreprenøren har søgt om lov til at rive den gamle bygning ned, inden man er klar med en byggeansøgning.
- Det betyder, at vi parallelt med, at vi søger om byggetilladelse, kan lave alle de nødvendige forberedelser til nedrivningen, så vi hurtigst muligt kan være klar til at tage hul på opgaven, siger projektudvikler Lars Thesmer Sørensen fra A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Ansøgningen om nedrivningen kommer på baggrund af, at det rådgivende ingeniør- og arkitektfirma Sweco sidste år konkluderede, at betonen og bygningens bærende elementer er så ødelagte, at bygningen ikke er værd at bevare.
Søger nedriver
Med nedrivningstilladelsen i hus sætter A. Enggaard nu gang i et udbud for at finde en nedrivningsentreprenør til opgaven. Håber er, at nedrivningen kan starte inden årets udgang.
A. Enggaard har også udarbejdet et forslag til et kommende projekt med boliger på grunden.
Forslaget er under behandling hos Aarhus Kommune, og der er derfor ikke givet byggetilladelse til det nye projekt endnu.
Sideløbende med ansøgningen om nedrivningstilladelse har storentreprenøren også være i dialogen med beboerne i området om udformningen af de fællesfaciliteter, der skal indgå som en del af det nye projekt.