Udbud er ude nu: København skal have første nye kirke i 30 år

Henning Larsen har slået stregerne, og nu skal entreprenøren på plads til projektet med at opføre Ørestads nye kirke.
Hovedentreprisen er anslået til 60 mio. kr., og bag det aktuelle udbud står Islands Brygge Sogn.
Kirken skal opføres i træ i Arenakvarteret i Ørestad. Nærmere bestemt på adressen Richard Mortensens Vej 1. Ifølge udbudsmaterialet er der tale om den første nybyggede kirke i København i 30 år.
Skal være samlingssted
Selve kirken bliver på cirka 1.600 kvm fordelt på to etager. Foruden kirkerummet skal der være plads til kirkekontor og rum til uformelle kulturelle aktiviteter som fælles spisning, små koncerter, yoga, dans eller foredrag. Dertil kommer arbejdsområder til kirkens ansatte og en afskærmet gårdhave.
- Det er vigtigt for os at få en kirkebygning, der kan være ramme om det hele og samtidig har alt det, en kirke skal have af både stemning og funktionalitet, har menighedsrådsformand Jens Nielsen tidligere fortalt.
Kirkerummet og kulturrummene vil have en kapacitet på henholdsvis 275 og 130 siddepladser. Projektet skal certificeres som DGNB guld, og kirken forventes indviet i år 2026.
Der er tale om udbud med forhandling.