Lederen
Da certificeringsordningen for statikere trådte i stedet for den tekniske byggesagsbehandling i kommunerne, var det overordnede formål at sikre en ensartet efterlevelse af de tekniske bestemmelser for konstruktioner på tværs af alle kommuner. Det formål er efter al sandsynlighed gået i opfyldelse. Til gengæld er nogle byggeprojekter gennemført med et voldsomt overforbrug af beton og armering for at være på den sikre side, hvilket nok ikke var hensigten med certificeringsordningen.
Det har helt sikkert heller ikke været hensigten med ordningen, at den skulle udmønte sig i et massivt pres på de certificerede statikere, som hives igennem den ene kontrol efter den anden – og netop derfor ofte fristes til at overdimensionere for ikke at få frataget certificeringen.
Det er oplagt, at en certificeringsordning skal være underlagt nøje og stram kontrol. Rækker de certificeredes kompetencer ikke, så ryger certificeringen. Sådan skal det være. Dog kan man godt undres over forløbet i det, der allerede er blevet døbt Strøyberg-sagen, hvor en administrativ fodfejl fører til fratagelse af certificeringen. Den sag er endt hos advokaterne – og en certificeret statiker er sat ud af spillet.
Hvad værre er, så kan der spores et vist mismod blandt flere certificerede statikere. Nogle føler, at de bliver mødt med mistillid af et system, hvor der tilsyneladende er mere fokus på, om man sætter fluebenene rigtigt i rækken af indberetningsskemaer, end på at vurdere, om et givet byggeri er designoptimeret, så det uden unødig brug af materiale overholder de gældende konstruktionsklasser.