23948sdkhjf

Brøndum i rekonstruktion: - Alle muligheder er åbne

Ledelsen i Brøndum A/S har indgivet anmodning til skifteretten om rekonstruktion af virksomheden

Viborg-baserede Brøndum A/S er nu under rekonstruktion. 

Det er ledelsen, der med egne ord "har set sig nødsaget til" at indgive en anmodning til skifteretten. 

Af en pressemeddelelse fremgår det, at der er arbejdet "intenst og loyalt" på at løse de problemer, virksomheden har stået over for, men at man desværre må konstatere, at "der er brug for det pusterum, som en rekonstruktion giver". 

Kort om Brøndum

Brøndum blev grundlagt i 1943 af Axel Brøndum. Selskabets ejes i dag af tredje generation Asger Brøndum og Mette Brøndum. 

Virksomheden er blandt landets største teknikentreprenører med kompetencer inden for såvel vvs som blik, ventilation, sprinkler, fjernvarme og køl.

Kilde: CVR og virksomhedens egen hjemmeside

"Familien bag Brøndum A/S har af flere omgange bidraget med betydelige beløb for at understøtte selskabet, men ser nu ingen anden udvej end at bakke op om bestyrelsens og ledelsens fælles beslutning om en rekonstruktion. En proces, der i øvrigt fremadrettet fortsat har familiens støtte", lyder det. 

Ifølge CVR ejer Mette og Asger Brøndum selskabet i forening. Asger Brøndum har ikke ønsket at kommentere yderligere over for Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

- Jeg har ikke noget at tilføje til den udsendte pressemeddelelse, skriver han i en sms.

"Nogle sager er gået skævt"

I pressemeddelelsen understreges det, at enhederne Brøndum Grønland og Brøndum Stål ikke er omfattet af rekonstruktionen. 

- Til vores samarbejdspartnere vil vi beklage den uro, som rekonstruktionen afføder. Vi gør alt, hvad vi kan, for at afhjælpe dét bedst muligt, lyder det i en udtalelse fra bestyrelsen, der har Steffen Baungaard i spidsen som formand. 

Han overtog bestyrelsesformandsposten ved generalforsamlingen i juni 2020. 

Over for Licitationen er Steffen Baungaard kortfattet om årsagerne til rekonstruktionen:

- Det er klart, at der er nogle sager, der er gået skævt. Vi skal finde ud af, hvor de står. Det er derfor, selskabet er gået i rekonstruktion. Vi køber os noget ro til at kigge ind i butikken for at se, hvad der er op og ned, siger Steffen Baungaard og understreger, at han ikke kan fortælle meget mere for nuværende. 

Vi køber os noget ro til at kigge ind i butikken for at se, hvad der er op og ned Steffen Baungaard, bestyrelsesformand, Brøndum A/S

En af to i minus

Brøndum A/S beskæftiger sig med teknikentrepriser og teknisk service - herunder vvs, ventilation, blik, sprinkler, køl, fjernvarme og industri, og er i sit senest offentliggjorte regnskab for 2021/22 kommet ud med et negativ resultat før skat på 5,5 mio. kr. 

Regnskabet dækker perioden 1. maj 2021 - 30. april 2022 og er påvirket af et "fejlslagent" opkøb  i efteråret 2021, har virksomheden tidligere forklaret. Her købte Brøndum aktiviteter og aktiver fra konkursboet efter Thomsen og Fals A/S i Aalborg. Dertil kommer et forsøg på en vækst i selskabets serviceforretning. 

Teknikentreprenøren fyrede i maj 2020 Tue Sjøntoft som adm. direktør, mens forhenværende finansdirektør Jette Grabow tiltrådte på topchefposten.

Ifølge den seneste brancheanalyse fra Licitationen - Byggeriets Dagblad er Brøndum netop den af de største danske teknikentreprenører, der i 2022 har oplevet det mest markante fald. Virksomheden er imidlertid ikke ene om at komme negativt ud her.

Hvorfor regnskabet for 2022/23 endnu ikke er offentliggjort, ønsker Steffen Baungaard ikke at udtale sig om, ligesom han heller ikke vil dykke ned i, om forventningen er at komme op at stå igen, et salg eller konkurs. 

- Alle muligheder er åbne, siger han. 

I det seneste regnskabsår har Brøndum i gennemsnit beskæftiget 355 ansatte. Udover domicil i Viborg har teknikentreprenøren afdelinger i Aalborg, Randers og Hvidovre.

Det har inden deadline ikke været muligt at fange adm. direktør Jette Grabow eller driftsdirektør Lars Trankjær for kommentarer på rekonstruktionen. 

BRØNDUM A/S
Regnskabsår 2021 2020
mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 541,2 393,4
Bruttofortjeneste 41,9 41,6
Resultat af primær drift -6,0 1,4
Resultat før skat -5,6 3,4
Årets resultat -4,4 2,6
Egenkapital 53,3 57,7
Antal ansatte 355 291
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11