23948sdkhjf

Vil du droppe bilen? Nyt forsøg skal undersøge effekt af vejafgift

2.200 danskere fra hele landet skal afprøve roadpricing-projekt i nyt forsøg

Der er trængsel på vejene i landets største byer, og derfor skal bilisternes kørevaner nu sættes under lup.

Det sker i et nyt forsøg, der bliver gennemført af DTU og Sund og Bælt, skriver dr.dk. Her skal 2.200 danskere fra hele landet afprøve et såkaldt 'roadpricing'-projekt.

Roadpricing er en måde at betale vejafgifter på, hvor man kan differentiere i prisen alt efter, hvor meget, hvor, og hvornår man kører.

Ifølge Ninette Pilegaard, der er en af to DTU-forskere bag projektet, har forsøget til formål at undersøge, hvordan man ved hjælp af vejafgifter kan påvirke bilisters kørselsmønster og dermed mindske den trængsel og de skades- og sundhedsomkostninger, der er knyttet til kørsel.

Indtil videre er der kun tale om fiktive afgifter, men Ninette Pilegaard tror, at netop en differentiering i prisen kan mindske antallet af biler på vejene.

- Fordi man har mulighed for at gøre det dyrere at køre på de tidspunkter, hvor der er mest trængsel, så vil det også betyde, at nogen bilister måske flytter tidspunktet for turen, at de tager et andet transportmiddel, eller at de kører et helt andet sted hen, siger hun til dr.dk.

Fokus på de største byer

Forsøget har særligt fokus på trængslen i de to største byer Aarhus og København.

Derudover er der et forsøgsområde for hele Danmark, hvor der i Aarhus, København, Odense og Aalborg vil være forhøjede takster for at køre.

Du skal selvfølgelig betale mere, hvis du vælger at køre rundt i hovedstaden midt i myldretiden Kenneth Øhrberg Krag, direktør, Cyklistforbundet

Hos Cyklistforbundet mener man, det er på høje tid, at der sættes gang i forsøg med roadpricing.

- Vi lever i den grad med trængsel i de store byer, så det er på høje tid, at der bliver sat skub i at afprøve roadpricing. Hvis vi kan dæmpe biltrafikken i byerne, er det godt for trængslen, for sundheden, for miljøet og for klimaet, så for os i Cyklistforbundet er det næsten en ’nobrainer’, at vi selvfølgelig skal have indført roadpricing visse steder, siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, i en pressemeddelelse.

Han mener de nuværende afgifter på biler - vægtafgift og grønne afgifter - er et forældet koncept, som bør afløses af eller suppleres med roadpricing.

- Med de nuværende afgifter betaler du et fast beløb, og så kan du køre ligeså tosset du vil, lige hvor du vil. Det koster det samme, om du kører på en tom landevej, eller du kører midt i København. Det er jo helt tosset. Du skal selvfølgelig betale mere, hvis du vælger at køre rundt i hovedstaden midt i myldretiden," siger Kenneth Øhrberg Krag.

Han mener, at afgifter skal påvirke adfærd, og at alle ønsker mindre trafik i bykernerne. 

- Det ansporer det nuværende afgiftssystem på biler ikke til. Det er på høje tid, vi tager mere nutidige løsninger i brug, lyder det fra Cyklistforbundets direktør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141