23948sdkhjf

NCC’s funderingsenhed tager 200 ton med til nordisk projekt

Bringer firmaets største maskininvestering nogensinde i spil på omfattende infrastrukturprojekt, hvor der skal bores 104 pæle ned i undergrunden

Nordisk samarbejde mellem NCC’s funderingsenheder skal sikre et solidt fundament til det omfattende infrastrukturprojekt ved Drammen Station i Norge.

Hercules Fundering, NCC’s danske funderingsenhed, er taget nord på for at hjælpe de norske kolleger med et af de mest komplekse infrastrukturprojekter, som NCC har gennemført i Norge.

Funderingsarbejdet skal sikre fundamentet for den nye Drammen Station og udbygningen af jernbanen i det sydøstlige Norge.

NCC Norges samlede opgave ved Drammen Station

Bygherre: Bane NOR

Hovedentreprenør: NCC Norge

Anlægsperiode: September 2021 – udgangen af 2025

Entrepriseform: Hovedentreprise

Kontraktsum: 1,9 mia. norske kr. (1,2 mia. kr. i dagens kurs)

Kilde: NCC

– Vi har samlet nogle af vores stærkeste kompetencer inden for borede pæle i Danmark og parret dem med vores største, danske funderingsmaskiner, siger Frank Roland Nielsen, områdedirektør i Hercules Fundering, NCC Infrastructure i Danmark, i en pressemeddelelse om projektet.

NCC i Norge udfører jernbaneprojektet for Bane NOR og omfatter alt infrastrukturarbejde på strækningen fra Drammen Station til Sundhaugen, herunder anlægsarbejde på og ved Drammen Station, en strandpromenade, en gangtunnel og en del af den nye bybro over baneområdet. Projektet er en del af InterCity-initiativet og skal give halvanden million indbyggere kortere rejsetider og flere afgange.

104 pæle

NCC’s norske funderingseksperter udfører alt funderingsarbejdet i forbindelse med det omfattende jernbaneprojekt.

De danske specialister fra Hercules Fundering vil være en del af projektet fra midt april og frem til midt juni. Her skal de ved hjælp af to funderingsmaskiner på mere end 200 ton tilsammen bore 104 pæle ned i undergrunden.

– Vi har taget maskinerne med fra vores maskinpark i Danmark, fortæller Andreas Oll, projektleder i Hercules Fundering, NCC Infrastructure i Danmark.

– Den ene – vores LB20 – har vi forsynet med spritnyt DTH-udstyr, som kan håndtere hårde materialer, såsom norsk sprængsten. Dens primære opgave bliver at udskifte det overliggende sprænglag med sand og grus. Herefter skal vores LB36 sekantboremaskine bore 52 pæle på 21 meter og 52 pæle på 8 meter, uddyber han.

Den store LB36 sekantboremaskine er Hercules’ største maskininvestering nogensinde – også på nordisk plan. Senest har den vist sit værd på store boreopgaver i København, så som Kronløbsøen, i Sydhavnen og ved Langeliniekajen.

Metode med mindre støj

Rent praktisk består arbejdet i at bore et hul ved hjælp af en boresnegl og stålcasing. Boresneglen er med til at fjerne jorden fra borehullet, hvor stålcasingen, der er et stort stålrør, sikrer, at hullet ikke styrter sammen og hjælper samtidig med at bane vejen for boreudstyret ned igennem lagene.

Når borearbejdet er færdigt, bliver hulrummet fyldt op med armering og beton, og pælen er færdig.

– Metoden er blevet meget populær i Danmark, fordi den er velegnet til nybyggeri i områder, hvor der i forvejen findes bygninger. Borede pæle belaster nemlig nærområdet i mindre grad, når det kommer til støj og vibrationer, i forhold til traditionelle metoder som at banke pæle ned, siger Andreas Oll.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156